Rabarbersnurrer

Rabarbersnurrer

60+ min
Fryseegnet
Rabarbersnurrer, der emmer af forår... Når rabarberne melder sin ankomst i det tidlige forår, så er det med at få dem brugt på alle mulige måder. Disse snurrer med marcipanremonce og rabarberkompot i midten smager vidunderligt og er smukke at servere. Snurrerne består af en let og smidig dej, der gør dem nemme at snurre efter den helt særlige teknik. Rabarbersnurrerne får deres glansfulde overflade ved at blive penslet med sukkerlage lige når de kommer ud af ovnen... Server rabarbersnurrerne nybagte.
https://www.arla.dk/opskrifter/rabarbersnurrer/

Sådan gør du

Bagetid:

12-15 min ved 200° - varmluft.

Rabarberkompot
  • Kom rabarber i en gryde med vand og sukker.
  • Bring det langsomt i kog ved svag varme og under låg i ca. 5 min. - rabarberne skal være møre.
  • Dræn rabarberkompotten i en sigte og lad den køle af.
Dej
  • Hæld vandet i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt cremefraiche sammen med sukker, æg, mel, salt og smør.
  • Ælt dejen godt sammen til den er blank og smidig, fx i en røremaskine.
  • Lad dejen hæve tildækket til dobbelt størrelse - det tager ca. 1 time.
Remonce
  • Rør smør, farin og marcipan godt sammen.
Sukkerlage
  • Kom kogende vand og sukker i en skål og rør det sammen, til sukkeret er opløst.
Sådan laver du rabarbersnurrer
  • Rul dejen ud til en firkant (ca. 30 x 40 cm). Smør fyldet ud herpå.
  • Fold ⅓ af dejen indover fyldet fra den korteste ende. Fold igen ⅓ af dejen indover, så dejpladen nu er i 3 lag.
  • Rul dejpladen ud igen til den måler ca. 20 x 40 cm. Skær dejpladen ud i 12 strimler og træk dem lidt længere.
  • Skær et snit gennem hver strimmel, men ikke hele vejen igennem - strimlerne skal hænge sammen i toppen, så det ligner to bukseben. Sno de to sammenhængende dejstrimler hver for sig og sno dem dernæst sammen. Form snoningen til en snegl (fold dejenden ind under sneglen og fastgør de to ender til hinanden).
  • Fordel snurrerne på to plader med bagepapir og lad dem efterhæve tildækkede i ca. ½ time.
  • Brug fingrene til at lave en fordybning i midten af hver snurre. Fyld ca. 1 spsk rabarberkompot heri. Bag rabarbersnurrerne til de er gyldne og gennembagte.
  • Pensl snurrerne med sukkerlage og drys med perlesukker, så snart de kommer ud af ovnen. Lad rabarbersnurrerne afkøle på en rist.

Der findes flere forskellige teknikker til at snurre de klassiske snurrer. Du kan nøjes med at sno hver dejstrimmel stramt til den er ca. 20 cm lang og forme den til en snegl. Ved denne mere enkle metode spinges det trin over, hvor dejstrimlen deles i to (bukseben), som snoes hver for sig - inden de snoes sammen. Fordelen ved at dele hver dejstrimmel i to er, at du tydeligere ser lagene med remonce, hvilket giver en fin detalje i snurren. Heldigvis smager snurrerne jo lige godt - uanset hvordan de ser ud...

Lad rabarberkompotten dræne med en skål under. Gem rabarbersaften og server den med danskvand og isterninger.

Rabarbersnurrerne smager også godt efter en tur i fryseren - lun dem evt. i ovn eller på brødrister inden du serverer dem.

Energiindhold for hele retten:

21232 kJ / 5075 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1204 kJ / 288 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,9 g
Protein: 5,5 % 3,9 g
Kulhydrat: 55,5 % 39,3 g
Fedt: 39 % 12,7 g
Relateret video
Rabarbersnurrer

Ingredienser

Rabarberkompot
300 g Rabarber i mindre stykker
½ spsk Vand
75 g Sukker
Dej
1 dl Lunken vand
25 g Gær
1½ dl Creme fraiche
50 g Sukker
1 Æg
500 g Hvedemel
1 tsk Groft salt
100 g Smør i små tern
Marcipanremonce
100 g Blødt smør
100 g Brun farin
100 g Marcipan - groftrevet
Sukkerlage til pensling
½ dl Kogende vand
50 g Sukker (ca. ½ dl)
Pynt
Perlesukker