Snobrød

1 time 30 min
Arbejdstid: 20 min
Snobrød

Der er få ting, der giver stemning som friskbagt snobrød, når du og vennerne sidder omkring bålet. Her er en skøn og klassisk opskrift på snobrød - den klistrer ikke - og den er nem at vikle på pinden - selv med børnehænder. Spis snobrødene som de er, eller stop en pølse i det nybagte brød. God fornøjelse med bålet - husk at tænde det i god tid, da snobrødet skal bages over gløder - ikke over ild.

Ingredienser

Dej

25 g Smør
¼ liter Mælk eller syrnet produkt, fx tykmælk
25 g Gær
2 tsk Sukker
¾ tsk Groft salt
400 g Hvedemel (ca. 6¾ dl)

Serveres fx med

Wienerpølser, ketchup og sennep - eller syltetøj og sukker

Sådan gør du

Snobrødsdej

  • Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Hæld blandingen i en skål og rør gæren ud heri.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med fx et låg og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time.
  • Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Del dejen i 6 stykker og tril hvert stykke ca. 40 cm langt.
  • Bag snobrødene over bålets gløder i ca. 10 min. eller til brødene er gennembagte og gyldne.
  • Tag forsigtigt de bagte snobrød af pindene og server med det ønskede tilbehør.

Snobrødsdejen kan laves dagen i forvejen blot du reducerer mængden af gær til ca. 7 gram. i stedet for mælk kan du bruge alle slags syrnede mejeriprodukter - mælkesyrebakterierne gør noget godt for dejen. Husk at klargøre 6 lange pinde til snobrød.

Du kan også fylde de bagte snobrød med skinke, spegepølse, chorizo og/eller ost.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

7176 kJ / 1715 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1008 kJ / 241 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 2 g
Protein: 10,9 % 6,4 g
Kulhydrat: 74,1 % 44 g
Fedt: 15 % 4,1 g
https://www.arla.dk/opskrifter/snobrod/