Pasta med kødsauce

30 min
Fryseegnet
Pasta med kødsauce

Her får du den helt enkle og nemme opskrift på pasta med kødsauce. Det er ikke uden grund at pasta med kødsauce er på favoritlisten i de danske børnefamilier - det smager godt og med denne opskrift tager det kun en halv time. I denne opskrift får du en del grøntsager i saucen, vælg hvad du synes kunne være lækkert eller hvad du har i grøntsagsskuffen. Du behøver ikke have flere forskellige slags - har du kun gulerødder, så er det dem du bruger. Friske tomater i saucen ville også være lækkert at koge med, og så smager det rigtig godt med lidt revet moden ost ovenpå pasta med kødsauce.

Prøv en version med flere {grøntsager}

Ingredienser

Kødsauce

25 g Smør
2 Hakkede løg (ca. 150 g)
1 Hakket fed hvidløg
400 g Hakket oksekød (ca. 6% fedt)
300 g Blandede grøntsager revet eller i små tern, fx gulerod, fennikel, knoldselleri, blegselleri eller svampe
3 spsk Koncentreret tomatpuré
1 dåse Hakkede tomater
1½ dl Vand
1 tsk Tørret timian
2 tsk Groft salt
Friskkværnet peber

Tilbehør

400 g Tørret pasta, fx spaghetti - koges

Sådan gør du

Pasta

  • Kog pastaen efter anvisningen på emballagen.

Kødsauce

  • Lad smørret blive gyldent i en gryde. Sauter løg og hvidløg til løgene er klare.
  • Brun kødet i ca. 3 min. til det skifter farve.
  • Tilsæt grøntsager og tomatpuré og steg i 3 min. uden at grøntsagerne tager farve.
  • Tilsæt hakkede tomater, vand og timinan - og kog kødsaucen ved jævn varme og under låg i ca. 15 min. Smag til med salt og peber.
  • Server kødsaucen med pasta.

Server gerne revet ost til pasta med kødsauce. Hvis du synes saucen er for tør, kan du vende lidt ekstra vand i. Tag fx lidt af det varme pastavand.

Læg den kødsauce, der evt. er tilovers i et ovnfast fad lagvis med tynde skiver rå kartofler og Mornaysauce. Bag retten i ovnen til kartoflerne er møre og server fx en grøn salat til.

Kødsaucen kan fryses.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

10096 kJ / 2413 kcal

Næringsindhold pr. 100g

341 kJ / 82 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,1 g
Protein: 26,6 % 5,3 g
Kulhydrat: 55,7 % 11,2 g
Fedt: 17,7 % 1,6 g
Relateret video Sådan koger du pasta

Hvordan koger man pasta helt perfekt – også når det skal være al dente? Det viser Karolines Køkkenskole dig i denne video.

https://www.arla.dk/opskrifter/pasta-med-kodsauce/