Feta sælger over alle forventninger

Læs tid
3 min
Publiceret
08 august 2006
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods’ feta-salg er i vækst på alle selskabets europæiske markeder, og salget stiger meget mere, end nogen havde forventet. Derfor har bestyrelsen i dag besluttet at udvide Bov Mejeri endnu en gang.

Selv om Bov Mejeri netop er blevet udvidet til en kapacitet på 16.000 tons årligt, vil mejeriet allerede i 2008 ikke være stort nok til at følge med europæernes efterspørgsel. Alle prognoser om vækst i markedet er blevet overhalet indenom af virkeligheden, og derfor har Arla Foods opjusteret forventningerne til fetasalget i de kommende år.
Kapaciteten på Bov Mejeri udvides til 26.000 tons, hvilket efter beregningerne vil være fuldt udnyttet omkring 2012. Udvidelsen vil koste ca. 300 mio. kroner.
”Generelt er der årligt omkring ca. 15 pct. vækst i det europæiske feta-markedet. Feta er dermed et af de mejeriprodukter, der vokser mest, og vores mærke Arla Apetina har gennem flere år været markedsleder i en række europæiske lande”, siger koncerndirektør Mikael Sternberg Christiansen, der har ansvaret for de internationale markeder i Arla Foods.
Arla Foods’ strategi er netop at blive den førende udbyder af udvalgte specialoste på de europæiske markeder – bl.a. ved at satse på få, stærke mærker.
Apetina blev for nogle år siden valgt som Arla Foods’ europæiske feta-mærke, og det har nu erstattet alle lokale mærker. Apetina sortimentet bliver i disse dage lanceret i Storbritannien og er blevet godt modtaget i alle de store kæder. I Polen har Apetina så meget succes, at mærket nu skal lanceres i de øvrige østeuropæiske lande inklusiv Rusland.
Målet er, at forbrugerne skal opfatte Apetina som synonym med feta, når EU's forbud mod at bruge navnet feta på ost produceret uden for Grækenland træder i kraft i oktober 2007.
”Vi har investeret rigtig meget i at få Apetina navnet slået fast i forbrugernes bevidsthed, og det ser nu ud til for alvor at lykkes. Vi er overbevidst om, at Apetina kan stå alene, selv når vi ikke længere har retten til feta-navnet”, siger Mikael Sternberg Christiansen.
Udvidelsen af Bov Mejeri går nu i gang med det samme og vil efter planen være færdig i starten af 2009**.** Der er i dag 200 medarbejdere på mejeriet. Arla Foods har endnu ikke et præcist tal på, hvor mange nye arbejdspladser, udvidelsen vil skabe. Feta er ikke bare ostetern i salaten
Innovation og inspiration er to begreber, der driver væksten i fetasalget i Europa. Eksempelvis har Arla Foods netop vundet en innovationspris ved en stor, international osteudstilling i Nantwich i England for en emballage for Apetina, hvor man kan trække feta-ternene op af lagen med en si.
”Vi har haft emballagen i det øvrige Europa i et stykke tid, så den er ikke ny. Men det er den jo i Storbritannien, og det viser, hvordan man kan tage det eksisterende sortiment og brede det ud til flere lande”, siger international kategorichef for feta Marianne Bach.
Feta har traditionelt været mest brugt i salater, men der ligger mange muligheder i at få europæerne til også at bruge feta i den varme mad.
”Opskrifter, hvor vi viser, hvordan man kan anvende feta til pizza, tærter, varme retter, hakket kød, pasta og brød, er et vigtigt element i at øge forbruget. Vi har også udviklet feta-drys, som er lettere at dosere på en pizza eller i en tærte. Og vi har mange flere ideer på vej”, siger Marianne Bach.
Arla har desuden adskillige varianter på markederne af feta-snack, som kan spises lige ud af emballagen. Her er osten blandet med forskellige ingredienser som oliven, soltørrede tomater og krydderier.

Fakta om Arlas fetaproduktion på Bov Mejeri
Afsætning i år: Ca. 13.000 tons.
Nuværende kapacitet på 16.000 tons forventes opbrugt i 2008.

Fordeling på markeder:
Norden: 40 pct.
Tyskland: 30 pct.
Storbritannien: 10 pct.
Øvrige Europa: 20 pct.

Arla Apetina mærket er stort i Norden, Storbritannien, Polen, Holland, Belgien og så småt ved at blive kendt i Spanien.
I Tyskland og Frankrig er Arla Foods førende leverandør af feta i private mærker.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663