Arla arbejder løbende på at mindske CO2e-aftrykket fra emballage til mejeriprodukter. Mindre plast og genanvendelige materialer er en vigtig del af vores emballagestrategi.
En mælkekarton består typisk af pap beklædt indvendigt med et tyndt lag plast. Vi anvender en karton i ubleget pap, og har dermed et lag mindre på kartonen, end traditionelle kartoner. Derudover har hovedparten af vores kartoner et låg, gevind og en plastmembran, som er lavet af 100% biobaseret materiale, i de fleste tilfælde affald fra træproduktion. Derved undgår vi oliebaseret, CO2e-tungt plast. Det kalder vi ”Grøn Karton”, selvom kartonen i praksis er grå
Arla øko uden skruelåg
Vores økologiske mælk har ikke skruelåg på (fra uge 47 2020). Ved at fjerne det biobaserede skruelåg mindskes CO2e-udslippet med 10 gram CO2e pr. låg. Det svarer til en reduktion på 30 procent af emballagens udslip pr. karton (sammenlignet med Arla Øko mælkekartonen 2020). Vi sælger hvert år 74 millioner liter Arla ØKO 1 liter frisk mælk, og det giver derfor en samlet besparelse på 740 tons CO2e om året (baseret på udledningen i perioden oktober 2019 – september 2020).
Ved at fjerne skruelåget på den økologiske mælk, vender kartonens emballage tilbage til den tidligere foldelukning. En beslutning vi ved, vil dele vandene. For mens mange går op i klimavenlig emballage, bidrager skruelåget til hverdagens praktik. Låget gør det fx muligt at lukke kartonen helt til, efter den er blevet åbnet, så mælken kan opbevares både stående og liggende i køleskabet. Alligevel er vi ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå.
Vi ved, at danskerne har en forkærlighed for skruelåget. Låget har derfor tidligere spillet en rolle på vores bæredygtighedsrejse. Det er fremstillet af 100 procent biobaseret plast, og forbrugerne har de seneste år hjulpet os med at genbruge lågene gennem vores "Brug Låget"-indsamling. Men som Danmarks største fødevareproducent er det vores ansvar løbende at optimere vores produkter, så de går i spænd med både hverdagspraktik og den grønne dagsorden. Derfor har vi fjernet skruelåget til fordel for en CO2e-reduktion.
I første omgang er det kun Arla ØKO, der vender tilbage til den gamle lukning, mens vores mest solgte mælk, Arla24, indtil videre beholder sit skruelåg
Hvorfor anvender vi stadig skruelåg af plast?
Vi bliver ofte spurgt, hvorfor vi holder fast i, at der skal være skruelåg på en Arla-mælk, selvom det koster mere CO2e at producere en karton med skruelåg end en karton uden.
Vi bevarer skruelåget på Arla 24 og andre mælk i erkendelse af, at forbrugerne er meget glade for lågene. Skruelåget er med til at sikre mælkens holdbarhed. Skruelåget sikrer at mælken altid er lukket godt til, og det giver mulighed for at lægge den åbne mælk ind på køleskabshylden i stedet for at stille den i døren, hvor der er varmere. Og så er det nemmere at undgå bakterier på kartonåbningen med et skruelåg. Alt sammen ting der er med til at øge holdbarheden på mælken. Men hvis man sikrer sig, at foldningen på kartonen er lukket godt til, og at man har rene hænder, når man rører ved åbningen, så er der minimal forskel på holdbarheden.
Men det ændrer ikke ved, at vi skal finde på nogle løsninger, der gør at lågene kan blive på mælkekartonerne, samtidig med at vores emballage bliver mere og mere klimavenlig. Grøn Karton er et skridt på vejen, men vi arbejder videre med at reducere miljøpåvirkningen både i vores papemballage og i vores plastik.
Plastiklåg fra mælkekartoner kan i øvrigt affaldssorteres i ”Hård plast”.
Hvorfor er bioplast en god ide?
Plastikken i vores mælkekartoner er biobaseret. Traditionel plast bliver produceret af fossile brændstoffer, for eksempel råolie. Det udleder en stor mængde CO2e, og tærer på jordens ressourcer, fordi der kun er en begrænset mængde olie i verdens oliereserver. Bioplast derimod er baseret på fornybart og organisk materiale, som for eksempel sukkerrør (1. generations bioplast) eller organisk affald (2. generations bioplast). Materiale, som vi aldrig løber tør for, og som efterlader et meget mindre CO2e-aftryk. 77 millioner Arla ØKO mælk og yoghurt har været i "Grøn Karton" siden 2014, og i begyndelsen af 2019 skiftede også Danmarks mest købte mælk, Arla 24, til "Grøn Karton". Det betyder, at vi skærer 22% af CO2e-udledningen sammenlignet med tidligere Arla 24 kartoner, svarende til en årlig CO2e-besparelse på 736.000 kilo.
På globalt plan er 600 millioner mælkekartoner om året nu i "Grøn Karton".
Hvad betyder CO2e?
Hos Arla beskriver vi klimaaftrykket fra mælkeproduktion med betegnelsen CO2e (CO2e-ækvivalenter). Det skyldes, at mælkeproduktion, ligesom mange andre produktionsformer, udleder tre forskellige drivhusgasser, nemlig CO2e, metan og lattergas. CO2e er den meste kendte, der især udledes ved forbrænding af fossile brændsler, som vi for eksempel kender det fra biler og opvarmning. I landbrugssammenhæng er metan og lattergas vigtige klimagasser, der kommer fra dyrene, gødningen og marken. For at kunne regne klimavirkningen fra de forskellige klimagasser sammen i et tal, har man opfundet den fælles enhed CO2e.
Nyeste tal fra IPCC* anbefaler, at man bruger følgende omregning:
- 1 kg CO2 = 1 kg CO2e
- 1 kg metan = 28 kg CO2e
- 1 kg lattergas = 265 kg CO2e
Intergovernmental Panel on Climate Change
Fsc-certificerede mælkekartoner
Måske har du lagt mærke til det lille FSC-mærke bag på Arla ØKO og Arla 24 kartonen, men ved du mon, hvad der ligger bag mærket? FSC-mærket betyder, at det pap der bruges til for eksempel mælkekartoner, stammer fra ansvarlige kilder, at der tages hensyn til dyr og planter i skovdriften, og at der tages hånd om skovarbejdernes sikkerhed og om indfødte folks vilkår. Det vil Arla gerne være med til at sikre.
FSC er en international certificerings- og mærkningsordning til bæredygtigt træ og papir. Når du køber FSC-mærkede produkter, er du med til at passe på verdens skove. Derfor anbefales FSC-mærket af miljø-organisationer som WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove samt af For-brugerrådet. Alle typer skov, fra tropiske regnskove til nordiske nåleskove, kan FSC-certificeres.
FSC-mærket er din sikkerhed for, at:
- Vandløb og udryddelsestruede arter fredes
- Dyre- og planteliv beskyttes
- Skovarbejderne får en uddannelse, sikkerhedsudstyr, en ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold
Se en oversigt over alle vores initiativer her (engelsk)
Læs hele vores klimaambition her (engelsk)