Dyrskuer

Klokken var fem om morgenen. Pigerne rullede teltdugen til side, udenfor ventede allerede en halv snes klatøjede ungersvende og piger. Det var vogtere og trækkere, der efter en ofte alt for kort nat, nu skulle ha’ et ordentligt morgenmåltid, inden de skulle i ringen med dyrene. Det vidste de, at de - som på alle andre dyrskuer, kunne få på Karoline-standen.

På landsdelsdyrskuerne i Herning, Odense og Roskilde var Karolines Køkken® hvert år i kontakt med 200.000 producenter og forbrugere. Og det var hårdt, skægt og inspirerende.

I 60'erne og 70'erne var det mest udstillinger og demonstrationer, mens der senere blev en øget interesse i at få nogle nye smagsoplevelser og så et par kontante råd, fortæller tidligere konsulent Rigmor Tromholt, der har været ansvarlig for en del af Karoline-holdet frem til slutningen af 90'erne. - Og det skulle de få, - ligesom vi selv fik både ros og ris fra såvel landmænd som forbrugere.

I det interimistiske Karoline-køkken var der tryk på dagen lang. Foruden smagsprøver, skulle der også laves frokost og osteanretninger til både udstillere og gæster, ligesom der tit var særlige ting for børn. Alligevel var der stor forskel fra landsdel til landsdel.

Jyderne var mere forsigtige og påholdende. Her var det fortsat god latin at ha’ madpakken med hjemmefra, ligesom man her var mere afventende overfor nye produkter.

- Sjællændere derimod sugede alt til sig, og her sad pengene også lidt løsere. Det er den slags forskelle, der var med til at gøre dyrskuerne til noget både sjovt og særligt.