Tarteletter med høns i asparges

1 time 30 min
Arbejdstid: 40 min
Tarteletter med høns i asparges

Tarteletter med høns i asparges er en klassiker på både påske- og julebordet. Der er forskellige varianter af tarteletfyld, men det er oftest høns i asparges, der serveres. Tarteletter betyder "små tærter" - og de små sprøde skåle er dekorative og lækre som både forret, hovedret og på frokostbordet. Her en dejlig opskrift på klassiske tarteletter med kylling - lækre hele året rundt.

Prøv en version med flere {grøntsager}

Ingredienser

Kogning af høne

1 Høne eller kylling (ca. 1100 g)
1 liter Vand
2 Løg i grove stykker
2 Gulerødder i grove stykker
2 Porrer i grove stykker
3 Laurbærblade
1 tsk Groft salt

Opbagt sovs med asparges

2 dåser Hvide aspargessnitter (ca. 510 g)
50 g Smør
60 g Hvedemel (ca. 1 dl)
1 dl Piskefløde eller madlavningsfløde
1½ tsk Groft salt
Friskkværnet peber
24 Tarteletter

Pynt

Brøndkarse

Sådan gør du

Kogning af høne

  • Tag indmaden ud af hønen, rens og skyl den godt. Bring høne og vand i kog i en stor gryde.
  • Skum suppen og tilsæt resten af ingredienserne. Kog suppen ved svag varme og under låg i ca. 45 min.
  • Tag kød og grøntsager op. Si suppen og skum fedtet af - du skal bruge ca. 3 dl suppe til saucen.
  • Lad hønsekødet køle lidt af og riv det i trevler - med 2 gafler.

Opbagt sovs med asparges

  • Smelt smørret i en tykbundet gryde ved jævn varme. Tilsæt melet under kraftig omrøring i ca. 2 min.
  • Tilsæt aspargesvand og bring opbagningen i kog. Tilsæt ca. 3 dl suppe fra hønen og fløde og bring stuvningen i kog.
  • Vend hønsekød, asparges, salt og peber i. Kog stuvningen ved svag varme og under forsigtig omrøring i ca. 2 min. og smag til.

Sådan anretter du tarteletter med høns i asparges

  • Lun tarteletterne efter anvisningen på emballagen.
  • Hæld ca. ¾ dl høns i asparges i hver tartelet.
  • Pynt med brøndkarse og server straks.

Til denne portion høns i asparges er der brugt ca. 625 g kød fra kylling eller høne. Hvis det skal gå stærkt kan du købe kyllingefilet og koge i vand tilsat kyllingefond. Du kan fryse resten af suppen. Du kan supplere tarteletfyldet med flere grøntsager efter smag - selleri og bladselleri giver både smag og struktur til saucen. Måske vil du gå all in og bage dine egne tarteletskaller?

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

13088 kJ / 3128 kcal

Næringsindhold pr. 100g

415 kJ / 99 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0,8 g
Protein: 17,7 % 4,3 g
Kulhydrat: 28,4 % 6,9 g
Fedt: 53,9 % 6 g

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/tarteletter-med-hons-i-asparges/