Roulade med hvid chokoladecreme og solbær

7 timer 15 min
Arbejdstid: 1 time 5 min
Roulade med hvid chokoladecreme og solbær

Roulade er en skøn retrokage. Rouladen består af en lækker kakaobund, verdens nemmeste hvide chokoladecreme og solbærsylt. Varier rouladen med fx rabarbersyltetøj i stedet for solbær i forårssæsonen. Prøv denne elegante roulade næste gang du skal imponere ved kagebordet!

Ingredienser

Hvid chokoladecreme

1 Vaniljestang
4 dl Piskefløde
250 g Hvid chokolade

Kakaobund

5 Æg
125 g Sukker
50 g Hvedemel
4 spsk Kakaopulver
1 tsk Bagepulver
1 nip fint salt
1 spsk Sukker
400 g Solbærmarmelade eller rabarbermarmelade af god kvalitet
50 g Sukker
2 tsk Solbærstøv eller hindbærstøv

Pynt

Spiselige blomster, fx hornvioler, syren eller skovsyre

Sådan gør du

Hvid chokoladecreme

  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
  • Bring fløde, vaniljekorn og -stang i kog i en tykbundet gryde. Tag gryden af varmen, fjern vaniljestangen og tilsæt chokoladen. Rør til den er opløst.
  • Stil cremen tildækket i køleskabet i mindst 3 timer, gerne til næste dag.

Kakaobund

  • Del æggene i hvider og blommer. Pisk æggehvider og 25 g sukker stift. Pisk æggeblommer og resten af sukkeret luftigt.
  • Bland mel, kakao, bagepulver og salt. Sigt melblandingen i æggesnapsen og vend det sammen. Vend herefter forsigtigt æggehviderne i dejen.
  • Fordel dejen på en plade med bagepapir. Bag bunden midt i ovnen i ca. 10 min. ved 200° - traditionel ovn.
  • Strø sukker ud på et stykke bagepapir og vend den nybagte bund ud herpå - med undersiden opad.

Sådan samler du rouladen

  • Pisk chokoladecremen luftig med en håndmixer. Tag ca. ⅓ af cremen fra og kom den i en sprøjtepose med stjernetylle. Læg sprøjteposen i køleskabet.
  • Smør rouladebunden med solbærmarmelade. Fordel resten af chokoladecremen på bunden.
  • Rul rouladen sammen fra den korte side. Pak rouladen stramt ind i husholdningsfilm og læg den, med sammenføjningen nedad, i køleskabet i mindst 3 timer eller i fryseren i ca. 30 min.
  • Bland sukker og solbærstøv i en skål. Hæld sukkerblandingen ud på et stykke bagepapir. Tril rouladen i blandingen og læg den på et serveringsfad.
  • Sprøjt små toppe af chokoladecreme på rouladen og pynt med spiselige blomster ved serveringen.

Rouladen kan med fordel laves dagen før - den er lettere at skære hvis den har sat sig i køleskabet.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

22045 kJ / 5269 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1390 kJ / 332 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0,7 g
Protein: 5,1 % 4,2 g
Kulhydrat: 48,8 % 39,9 g
Fedt: 46,1 % 17,3 g
https://www.arla.dk/opskrifter/roulade-med-hvid-chokoladecreme-og-solbar/