Mørbrad i sød chilisauce

Mørbrad i sød chilisauce

30 min
Mørbrad i sød chilisauce er nem og hurtig aftensmad. Retten er inspireret af det indonesiske køkken, hvor maden er krydret, men ikke vildt stærk. Det er almindeligt at bruge frugt i det salte køkken i Indonesien. Frugten dulmer fx den stærke chili, så de mange smagsindtryk går op i en højere enhed. Mørbrad i sød chilisauce er flot og farverig og gør såvel ganen som øjet glad. Når du laver mad i wok, bruger du tiden på forberedelsen - når først maden skal laves færdig, går det stærkt.
https://www.arla.dk/opskrifter/morbrad-i-sod-chilisauce/

Sådan gør du

Mørbrad i sød chilisauce
  • Skær mørbraden i tynde skiver (½-1 cm).
  • Kom ingefær og limesaft i en frysepose sammen med kødet, bland godt og lad det marinere i ca. 10 min.
  • Hak hvidløget fint, skær forårsløgene i 2 cm stykker og peberfrugterne i tynde strimler.
  • Lad en wok eller sauterpande blive godt varm og tilsæt 1 spsk af olien.
  • Steg halvdelen af kødet i ca. 1 min. - rør ikke for meget i kødet, da det køler wokken af. Tag kødet op.
  • Steg resten af kødet på samme måde i 1 spsk olie. Tag også det op.
  • Tilsæt den sidste spsk olie og steg forårsløg og peberfrugter i ca. 1 min.
  • Tilsæt det stegte kød, hvidløg, chilisauce, sojasauce og evt. fiskesauce og kog i ca. 2 min. Smag til.
  • Kog imens nudlerne, lad dem dryppe af og kom dem i et stort fad.
  • Anret mørbradretten henover og server med peanuts, koriander, chili, skiver af mango og limebåde.

Mørbraden kan du erstatte med kyllingefilet. I stedet for nudler kan du servere ris - server risene ved siden af mørbradretten i stedet for under. Du kan skifte de 2 spsk sød chilisauce og de 3 spsk sojasauce ud med 5 spsk ketjap manis (indonesisk sød sojasauce).

Energiindhold for hele retten:

9333 kJ / 2231 kcal

Næringsindhold pr. 100g

435 kJ / 104 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0,8 g
Protein: 23,2 % 5,9 g
Kulhydrat: 48,6 % 12,4 g
Fedt: 28,2 % 3,3 g
Relateret video
Sådan afpudser du en svinemørbrad

Det er hurtigt og nemt at afpudse en svinemørbrad. Karolines Køkkenskole viser dig, hvordan du med få trin afpudser en svinemørbrad.

Ingredienser

Mørbrad i sød chilisauce
1 Afpudset svinemørbrad
1 spsk Revet frisk ingefær
½ dl Friskpresset limesaft
2 Fed hvidløg
2 bundter Forårsløg
2 Røde peberfrugter
3 spsk Rapsolie
2 spsk Sød chilisauce
3 spsk Sojasauce
evt. 1 spsk Fiskesauce
250 g Tørrede ægnudler
Tilbehør
2 spsk Grofthakkede peanuts
1 dl Frisk koriander
1 Rød chilipeber i tynde ringe
1 Mangofrugt i tynde skiver
1 Limefrugt i både