How-to guide

Påskeæg: Pust og farv æg med hele familien

Påskeæg: Pust og farv æg med hele familien

Pustede og farvede æg er en hyggelig påsketradition, hvor hele familien kan være med. Æggene kan dekoreres med alt fra naturfarver som løg, rødebede, te og kaffe til tusch, servietter og maling. Påskeæggene hænges op som pynt på grene eller i vinduer. Her får du tips til at puste, farve og hænge dine egne påskeæg op.

Indhold

Hvad betyder det at puste æg?

At puste æg betyder, at man tømmer æggets indhold ud ved at lave et lille hul i top og bund og puste blommen og hviden ud. Herefter kan man bruge æggene som pynt fx i forbindelse med påske – og man kan nemt undgå madspild ved at puste indholdet ned i en lille skål og bruge det til fx omelet, æggekage eller bagværk.

Sådan gør du:

  1. Vask ægget grundigt og tør det.
  2. Placer ægget i æggebakken. Æggebakken hjælper med at beskytte og stabilisere ægget.
  3. Prik et lille hul i både top og bund med en kødnål eller lignende. Tryk forsigtigt nålen hele vejen gennem ægget, så den kommer ud af den anden ende – løft evt. ægget lidt op, så du kan se nålen.
  4. Tag derefter en tynd træpind, fx et grillspyd, og tryk hele vejen gennem ægget, så hullet bliver lidt større. Så er det meget nemmere at puste ægget ud.
  5. Pust i det ene hul, så ægget tømmes ud gennem det andet. Du skal puste godt til. Pust indholdet ned i en skål - det kan bruges til alverdens skønne æggeretter, fx omelet.

Når indmaden er pustet ud af ægget, er det vigtigt, at du skyller ægget rigtig godt indeni. Fyld ægget med lunt vand. Ryst og pust ud. Gør det et par gange. På den måde slipper du for, at huset kommer til at lugte. Lad herefter æggene tørre, så de er klar til maling. Det går heldigvis ganske hurtigt.

Billede af puste æg

Hvordan farver man pustede æg?

Der findes mange måder at farve pustede æg på – både med naturlige farver og med hobbyartikler som tusch, maling og klistermærker, men du kan også gå på jagt i køkkenet. Prøv fx te, kakaopulver, kaffe, rødbede, gurkemeje både frisk og tørret, spinat, rødkål, løgskaller, spinat, bageglimmer (det man normalt bruger som kagepynt) og naturligvis frugtfarve. Nogle af madvarerne farver mere end de vildeste tusser, så husk at lægge en gammel avis eller voksdug under, før du går i gang. Her er nogle forslag til hvad du kan bruge til at farve pustede æg:

  • Naturfarver: Du kan bruge naturlige farvegivere som f.eks. løgskaller, rødbede, gurkemeje eller blåbær. Se mere nedenfor.
  • Tusch eller maling: Når æggene er pustet og tørre, kan de males direkte med tusch, akrylmaling eller vandfarver. Brug pensler, skabeloner eller stempler – kun fantasien sætter grænser.
  • Servietter: Start med at rive servietten fra hinanden, så du kun har et helt tyndt lag. Klip servietten til et rektangel på ca. 5 x 15 cm. Pensl ægget med æggehvide og pres servietten rundt om ægget. Klip evt. overskydende serviet af.
  • Klistermærker og pynt: Klip figurer i papir, brug klistermærker, glimmer eller små fjer. Lim pynten fast med en limstift eller hobbylim.

Sådan farver du æg med te

Du kan farve æg med alle typer af te. De fleste typer te farver ægget brunligt. Hvis du køber en te, som har hibiskus i, kan du få nogle meget smukke røde eller blå æg. Du kan også bruge Matcha te – det giver en flot, lys algegrøn farve.

Du kan farve med te på tre måder:

  1. Lav en meget stærk teblanding og brug en pensel til at male tefarve på ægget
  2. Lav en stærk kande te og læg ægget til at trække i det – jo længere tid ægget trækker, jo mere intens bliver farven.
  3. Læg te i bunden af en skål og tilsæt 1-2 spsk. kogende vand. Læg ægget i og drej det rundt. Læg teen over ægget, så det får flotte mønstre. Vend det nogle gange undervejs.

Farv æg med te

Sådan farver du æg med kaffe

Kaffe laver de flotteste karamelbrune æg. Du kan farve dem på samme måde som med teen, alt efter hvilket udtryk, du ønsker: Penslet, ensfarvet eller med mønster. Hvis du bruger instant kaffe, kan du lade være med at opløse al kaffen, så får du et mere rustikt mønster.

Farv æg med kaffe

Sådan farver du æg med rødbede og gurkemeje

Rødbede og frisk gurkemeje kan bruges til at lave skønne farvede pletter på ægget. Riv rødbeden eller gurkemejeroden en anelse i enden, så trækker farven lettere frem.

Rødbede og gurkemeje som tusser

Sådan farver du æg med spinatjuice, hindbærsaft og rødbedesaft

Spinat blendet med vand giver spinatjuice, som giver en flot lysegrøn farve til dit æg. Æggene skal trække 15-30 min. for at få farve. Rødbedejuice og hindbærsaft farver meget hurtigt, og giver alt fra lyserød til dyb mørkeviolet alt efter, hvor lang tid ægget trækker. Du kan farve med en pensel eller ved at dreje ægget rundt i juicen. Du kan også rive en rødbede og vende ægget heri, så får det et mere rustikt udseende.

Farv med juice

Sådan farver du æg med løgskaller

Løgskaller giver en virkelig smuk farve til dine æg. Du kan bruge skallen fra både hvide løg med brun skal og røde løg. Pil et par løg og kom skallerne i en skål. Hæld kogende vand over skallerne og læg ægget ned i. Sørg for at lægge løgskallerne over ægget, så ægget bliver dækket. Ægget skal ligge mellem 15-45 min. Jo længere tid, jo kraftigere farve opnår du.

Farv æg med løgskaller

Sådan tørrer du de malede æg

Brug en tom mælkekarton eller en tom æggebakke i pap. Stik træspyd ned i den, så kan æggene hænge og blive helt tørre.

Æggeholder af mælkekarton

Hvordan hænger man pustede æg op?

Når du har pustet og farvet æggene, kan de bruges som pynt på fx forårsgrene eller som dekoration i vinduer. For at hænge æggene op skal du bruge sytråd og tændstikker:

  1. Klip en snor på 15-20 cm.
  2. Del tændstikken i to.
  3. Lav en løkke med et stykke tråd og bind den rundt om tændstikken. Kom en klat lim på tændstikken, hvis du har svært ved at holde sytråden på plads. Du kan også bruge andre typer af snor.
  4. Kom tændstikken ned i ægget.
  5. Ryst ægget forsigtigt, så tændstikken lægger sig vandret inde i ægget – den forhindrer snoren i at glide ud.
  6. Bind en løkke i den anden ende, så ægget kan hænges op.

Hæng æggene på snor

Kan jeg få salmonella af at puste æg?

Fødevarestyrelsen har en god anbefaling og forklaring: ”Forekomsten af salmonella i æg, man køber i danske butikker, er nu så lav, at der ikke bør være nogen risiko for at blive syg af salmonella, når man puster æg. Hvis du vil være helt sikker, kan du spritte ægget af.” Du kan læse mere her på deres hjemmeside.

Du kan også puste æggets indmad ud ved hjælp af et sugerør, så undgår du at sætte munden ned til ægget.

Læs mere om æg her.

Mangler du inspiration til lækre påskeretter? Her kommer ideer til klassikere på påskebordet...

Kilder

Fødevarestyrelsen – for vejledning om hygiejne ved brug af rå æg.

DTU Fødevareinstituttet – for viden om æg og fødevaresikkerhed.