En vandmelon vejer tre til fem kilo, men måske har du set kæmpe vandmeloner på markeder i Sydeuropa, og de kan sagtens veje 20-30 kilo. Der findes flere forskellige sorter af vandmeloner. De fleste er store og runde eller lidt aflange. Skrællen er glat og mørkegrøn, nogle er spættede eller stribede. Under den en til tre cm tykke skræl ligger det saftige røde, nærmest pinkfarvede frugtkød. I frugtkødet er der masser af sorte kerner, som kan være besværlige at fjerne. Dog har forædlingsarbejdet gjort, at der i dag findes mange kernefattige eller helt kernefri vandmeloner, som er mere populære end vandmeloner med kerner.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at vandmelonen kommer en tur under vandhanen, hvor du skyller den grundigt, inden du skærer den ud. Derved kan du fjerne de fleste bakterier og virusser, som sidder på ydersiden af frugten. Selvom skrællen normalt ikke spises, kan du risikere at overføre bakterier og virus fra skrællen til frugtkødet eller andre madvarer, som den blandes med, hvis ikke du har rengjort den først. Læs hvad Fødevarestyrelsen skriver her
Vandmelon er god som frisk frugt. Skær vandmelon ud i små tern og server dem i en lille skål til mindre børn, mens større børn måske foretrækker at gnave af en skive med skrællen på. Frisk udskåret vandmelon serveres ofte til en morgenmadsbuffet eller en brunch. Du kan også blande vandmelon i salater, fx sammen med salatost, hvor det søde og det salte supplerer hinanden. Se opskriften og andre opskrifter til mellemmåltider eller desserter, fx vandmelon med skyrflødeskum, sluch ice eller smoothie her.
En hel vandmelon kan godt opbevares ved stuetemperatur i nogle dage. Men når der er skåret hul på den, skal den i køleskab. Pak den ind i husholdningsfilm eller kom stykkerne i en plastpose eller beholder med låg. Holdbarheden er ca. en uge i køleskabet.
Melon, som er befriet for kerner og skræl, kan godt fryses ned, og så sidenhen bruges i smoothies.
Det kan være svært at afgøre, om de vandmeloner, der ligger i supermarkedet, er modne indeni, men her får du et par tips til at tjekke det.
Vandmelon er botanisk set i familie med græskar og squash. Men den søde smag betyder, at den anvendes og kategoriseres som en frugt og ikke en grøntsag. En vandmelonplante kræver masser af plads, vand, varme, gødning og høj luftfugtighed. Så den er ikke så nem at dyrke i vores klima. Den trives bedre under sydlige himmelstrøg.
April til september.
Læs om næringsindholdet i vandmelon hos Fødevareinstituttet