Hvad er torskerogn lavet af? Torskerogn på dåse er ikke ren torskerogn. Rognen er tilsat større eller mindre mængder vand, salt, mel, tomatpuré og andre krydderier. Frisk torskerogn er ikke nødvendigvis mere ægte eller finere end dåserogn, det er bare to helt forskellige madvarer. Rogn på dåse kan være en glimrende basisvare, der elskes af mange børn, og som også peppes op af at blive stegt i smør og serveret med godt rugbrød og citron. Køb dog ikke den billigste slags torskerogn.
Hvor længe skal torskerogn koge? Kog de friske "bukser" lige omkring kogepunktet i saltet vand med lidt eddike i ca. 10 minutter. Hæld vandet fra og lad bukserne trække et par minutter, eller til de er kolde. Derefter kan torskerognen skæres i skiver, spises varm som middagsret, stegt i smør eller bruges som pålæg.
Nykogt torskerogn kan også røres til frikadeller eller skæres i skiver og gratineres med en MornaySauce, der krydres med klippet dild og citronsaft.
Som dip til snacks: Rør nykogt, moset torskerogn med lidt creme fraiche, masser af hvidløg, citronsaft og salt og peber. Sæt i toppe på ristede rugbrødstrekanter og pynt med rigeligt, finthakket rødløg.
Frisk torskerogn fås i januar, februar og marts måned - det kan dog svinge år for år.
Se næringsindholdet hos Fødevarestyrelsen.
Køb helst de mindste ”bukser”.