Bærrene er kugleformede og normalt rødorange, men der findes også hvide, gule og grønne rønnebær. Et bær indeholder tre små kerner. Rønnebær sidder i klaser på samme måde som hyldebær, dog er rønnebær lidt større end hyldebær. De modner i september-oktober og bliver siddende på træet til hen på vinteren til stor glæde for fuglene.
Vild røn findes overalt i Europa, Asien og Nordvestafrika, og rønnebær har været anvendt siden oldtiden, blandt andet som medicin mod forskellige lidelser. Den almindelige røn, som vi planter i haven, stammer muligvis fra Tjekkiet. Ordet røn er beslægtet med ordet rød, og de røde bær har sandsynligvis givet navn til træet.
De arter af røn, der vokser vildt eller dyrkes her i Danmark, kan alle anvendes til syltning. Bærrene kan ikke spises, som de er, da smagen er meget sur og besk. Men når de har været udsat for den første nattefrost, bliver smagen mere sødlig. Alternativt kan man fryse bærrene, før de anvendes.
Af rønnebær kan man lave gele og syltetøj. Hvis bærrene har fået frost eller været i fryseren, vil en del af pektinet være forsvundet, så kan det være nødvendigt at tilsætte et geleringsmiddel, for at geleen bliver stiv.
Rønnebær er også gode til snaps og likør, som får en flot rød farve. Her er det en fordel, hvis bærrene har fået frost, for så bliver smagen mere behagelig. Og endelig er rønnebær en vigtig ingrediens i bitteren Gammel Dansk.
Den almindelige røn er de første år et slankt og nærmest kegleformet træ, men senere bliver den mere busket og rundt. Bladene er uligefinnede, det vil sige, at et blad består af en stilk, hvorpå der sidder rækker af små, lancetformede blade til hver sin side af stilken. Træet taber bladene om vinteren. Røn kræver meget lys og gror godt i al slags jord. Træerne plantes ofte langs veje og gror vildt i skovbryn og krat.
Røn blomstrer i slutningen af maj, og de hvide eller lyserøde blomster sidder i halvskærme.
Rønnebær indeholder mere C-vitamin end en citron. Desuden indeholder de A-vitamin og er rige på pektin.