Romainesalat

Romainesalat
Romainesalat kaldes også romersk salat – muligvis fordi den kom til Vesteuropa, da romerne herskede. Det er dog ikke en romersk kejser, som har lagt navn til den berømte cæsarsalat, som består af romainesalat, stegt kylling, brødcrotoner og parmesan med en stærk hvidløgsdressing over. Det er derimod en italiensk kok, ved navn Caesar Cardini, som kom til USA under Første Verdenskrig. Her drev han sammen med sin bror en restaurant, hvor cæsarsalaten så dagens lys.

Er romainesalat og hjertesalat det samme?

Romainesalat tilhører salatgruppen cossalat og er i familie med hjertesalat. I faconen ligner den lidt et kinakål. Bladene sidder som en roset, fast ved stokken. Hvert blad har en fast, fyldig bund og en kraftig og sprød midternerve, som er hvidlig. Bladene er grønne med kraftige bladribber. Et romainesalathoved vejer ca. 225 g. Romainesalat har en sødlig og nøddeagtig smag.

Skyl, snit og servér

Skær bunden af salathovedet og kassér eventuelt de yderste blade. Skil bladene fra hinanden, skyl dem under rindende vand og lad dem dryppe godt af, enten i et dørslag/salatslynge eller læg dem på et rent viskestykke. Salater kan fra naturens hånd indeholde bakterier og virus på overfladen. Ved grundig skylning fjerner du op til 80 procent af disse, ifølge Fødevarestyrelsen. Riv bladene i grove stykker eller snit dem fint med en skarp kniv, afhængig af, hvad de skal blandes med. Romaniesalat er en klassisk ingrediens i en cæsarsalat, men romainesalat er også god sammen med alverdens forskellige grøntsager og frugter i salatblandinger og i en salatbowl. Salaten bliver ikke slatten, men bevarer sin sprødhed, også med tilsat dressing, uanset om det er olie-citron/eddike eller surmælksdressing.

Brug hele blade eller snittet romainesalat i tortillawraps, sandwich og pitabrød.

Romainesalat kan halveres og steges eller grilles som halve hoveder, der serveres som tilbehør til middagsretter. Prøv fx vores opskrift

Romainesalat kan erstatte hjertesalat i mange opskrifter, dog er den lidt grovere i strukturen.

Hvor lang tid kan romainesalat holde sig?

Romainesalat kan holde sig en uges tid i køleskab. Opbevar det i en plastpose eller i en bøtte med tætsluttende låg.

Sæson

April til oktober.

Næringsindhold

Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet.