Inde i det kuglerunde frugtkød ligger der en stor kerne (frø). Selve kernen har yderst et barklignende væv, der ofte hænger fast i frugtkødet.
Rambutan stammer oprindeligt fra Asien, nærmere bestemt Malaysia. Men i dag dyrkes den også i plantager i Kina, Indien, Afrika og Latinamerika. De frugter, vi får her i landet, kommer hovedsagelig fra Thailand og Indonesien.
Den har fået sit navn på grund af det krusede hår på skallen. Rambut betyder nemlig hår på indonesisk og malaysisk. Den bliver undertiden også kaldt for falsk litchi eller falsk kærlighedsfrugt.
Rambutan bliver mest anvendt som frisk frugt. Den kan serveres til is, frugt- og osteanretninger. Og det ser dekorativt ud, hvis man serverer den med halvdelen af skallen på.
Smagen minder om litchi, men rambutan er mere saftfyldt. Den er både sød og syrlig. Rambutan smager bedst, når den serveres kølig.
Rambutan kan også anvendes til syltetøj, kompot og som pyntebær i drinks. I Asien bruges den til at afbøde den brændende smag fra stærkt krydret mad.
Rambutan kan også købes som dåsekonserves, blandt andet som frugtcocktail, hvor den er blandet med ananas, papaya og vindruer.
Friske rambutan har en kort holdbarhed, og de transporteres til vore breddegrader med fly. Frugten angribes nemt af skimmelsvampe og råd. Køb derfor ikke frugter, der er brune eller sorte.
På køl og ved høj luftfugtighed kan rambutan holde sig frisk i et par uger. I et svaleskab er holdbarheden 3-5 dage, mens den ved stuetemperatur er 2-3 dage.
Skallen kan være overfladebehandlet på samme måde som på citrusfrugter, og det forlænger holdbarheden.
Rambutan er rig på C-vitamin. Desuden indeholder den A-vitamin, forskellige mineraler og lidt protein.