Sort peber er umodne bær, som tørres og bliver mørke og rynkede. Sort peber er et af de krydderier, som forhandles mest i hele verden. Fås som hele peberkorn, groft peber og stødt (pulveriseret) peber. Hvid peber er de modne, afskallede bær, som er tørret. Fås også som hel og stødt peber. Grøn peber (Madagascarpeber) er umodne bær, som er behandlet, så den oprindelige, grønne farve er bevaret. Grønne peberkorn forhandles i glas, hvor de ligger i en salt- eller eddikelage eller som frysetørrede i små dåser fra velassorterede supermarkeder og specialkøbmænd. Rosa peber (Rosépeber) er faktisk ikke en pebersort, men derimod et bær fra en anden plantefamilie (Schínus terebinthifolius og Schinus molle), som vokser i troperne. Rosa peber kan også købes i lage; kaldes røde krydderbær.
Sort peber har en skarp, stærk smag, som efterfølges af en varm, træagtig smag. Hvid peber er skarpere i smagen end sort peber, men mindre aromatisk. Grønne peberkorn har grundlæggende samme smag som tørret sort peber, men de er desuden skarpe, næsten syrlige i smagen. har en aromatisk og lidt sød, parfumeret smag. Kan anvendes til fisk, kød og desserter. Rosa peber er især god sammen med chokolade og kakao.
Af hensyn til madens udseende anvendes sort peber mest i mørke retter. Grønne peberkorn er velegnede til fedt kød, som fx and og til smør- og flødesaucer. Hvide peberkorn anvendes i lyse retter og i marinader, hvor man ikke ønsker, at peberet skal ses som ”sorte prikker” i maden.
Hvor kommer peber fra? Peber (Piper nigrum) er en stedsegrøn, klatrende busk, der stammer fra Indien. Peberkornene er plantens frugt. Det er en og samme plante, der producerer både sorte, hvide og grønne peberkorn.
Peber dyrkes i lande med tropisk og subtropisk klima. Cirka 80 procent af produktionen foregår i Asien, men også Brasilien, Kina og Malaysia dyrker peber.
Rosa peber kan give allergiske reaktioner som åndenød, trykken for brystet og mavesmerter.