Mungbønner
Udseende
En mungbønne er 5-8 mm i diameter, den er rund og på størrelse med en lille ært. Farven er nærmest militærgrøn med en lille hvid plet, hvor den har siddet fast i bælgen. Mungbønner kan også fås afskallede og splittede i to halvdele.
Smag
Mungbønner har en lidt græsagtig bønnesmag og en fast konsistens.
Oprindelse
Mungbønner stammer fra Sydøstasien, hvor de indgår i basisføden. Mungbønner anvendes, i form af mel, til nudler.
Anvendelse
Mungbønner skal skylles og koges i vand eller i en grønsagsbouillon i 30-40 minutter. Da de ikke har så lang kogetid som andre bønner, behøver man ikke altid at koge dem i forvejen, men kan tilsætte dem rå i gryden. Vær her opmærksom på at de suger en del væske under kogningen. Mungbønner kan anvendes i salatblandinger, da de ikke koger ud. Det er en god idé at marinere dem, mens de stadig er varme, så de kan tage smag fra marinaden. De er gode i asiatiske retter og gryderetter. Kogte mungbønner kan bruges i postejer og frikadeller i stedet for kød eller som delvis erstatning for kødet. Desuden kan de marineres og serveres som alternativ til ris og pasta, eller man kan købe glasnudler, der er fremstillet af stivelsen fra mungbønner. Mungbønner anvendes i stor stil til dyrkning af bønnespirer.
Sæson
Hele året.
Næringsindhold
Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet.
Alle bælgfrugter anbefales i en klimavenlig kost med mindre kød, fordi de er gode proteinkilder og mætter godt.