Det varierer hvilke krydderurter, der er i de færdigblandede produkter, som sælges under navnet Herbes de Provence. Men de kan bestå af en blanding af nogle af disse krydderurter: oregano, lavendel, fennikelfrø, salvie, sar, timian, rosmarin, merian, anis og basilikum. Herbes de Provence er en gammelkendt krydderiblanding, der har været på markedet siden 1970’erne og kan købes i stort set alle supermarkeder og hos specialkøbmænd.
Herbes de Provence kan bruges til næsten alle typer middagsretter. Den går godt til kød og fisk og er velegnet til at krydre fars- og gryderetter med. Men brug det også i kartoffel- og grønsagsretter samt til krydring af bønne- og linseretter. Herbes de Provence er også god til mad, der tilberedes i sousvide og i airfryer. Hent inspiration i vores opskrifter med Herbes de provence her
Har du et varieret krydderurtebed i haven, kan du nemt lave din egen Herbes de Provence. Først skal du tørre de krydderurter, du ønsker at bruge. Hæng dem i buketter med hovedet nedad på et tørt og varmt sted, eller brug en dehydrator til tørringen. Når krydderurterne er tørre, kommer du bladene og eventuelt tørrede lavendelblomster i en krydderikværn eller en kaffemølle, hvor du kværner dem i et halvt minut og voilà, du har din egen krydderiblanding, som kan hælde på små glas med tætsluttende låg.