Grønne ærter tilhører sorten marværter. Det er de umodne frø, der spises. Ærtebælgen skal have en vis tykkelse, når den plukkes. De små grønne ærter sidder fast i bælgens bund. Når bælgen åbnes, kan de lysegrønne, runde og saftfyldte ærter nemt pilles ud. Selve bælgen har indvendig en sej hinde og en streng, og bælgen egner sig ikke til at spise. Hvis ærterne bliver for gamle, enten på planten eller efter plukning, bliver de blege i farven, melede og tørre, fordi sukkerstoffet bliver omdannet til stivelse.
Danske, friske grønne ærter har sæson fra juni til september, men allerede i april og maj kan vi købe importerede ærtebælge. De fleste grønne ærter køber vi dog frosne. Her er de sorteret efter størrelse i følgende fem grupper: Ekstra fine, meget fine, fine, mellemfine og store søde. Frosne ærter er blancheret. Det vil sige, at de har fået et ultrakort opkog, som bevirker, at vitaminindholdet bevares bedre.
Hvad er sukkerærter? Sukkerærter (snow peas) er en anden sort. Her er det de store, flade ærtebælge, som spises. De høstes, inden frøene (ærterne) udvikles. Bælgen er uden hinde indvendig, og bliver den høstet i tide, er der heller ingen streng langs bælgens bund. Sukkerærter blev først kendt i Danmark i 1980’erne, men de har været dyrket meget tidligere i det øvrige Europa.
Sukkerærter kan fås både friske i sæsonen (april til juni for importerede og juni til september for de danske) og frosne hele året.
Hvad er slikærter? Slikærter (snap eller sugar snap peas) er en krydsning mellem marvært og sukkerært. Slikærter spises også med bælgen, men i modsætning til sukkerærter, høstes de først, når ærterne er udviklede. Bælgens vægge er uden hinde, men meget tykkere end på sukkerærter. Både sukkerærter og slikærter kaldes undertiden: Mange tout, der er fransk og betyder: Alt kan spises.
Slikærter fås friske i samme sæson som sukkerærter, og de kan også købes frosne.
Skalærter har runde frø, og de er ikke så søde og velsmagende som marværter. I dag dyrkes de ikke særlig meget. Det er typen skalærter, som bruges til at lave gule ærter af. Her er det de modne frø (ærterne), som efter høst gennemgår en tørringsproces. Flækærter er halve gule ærter. Grønne skalærter anvendes til dyrkning af spirer.
Hvor stammer ærter fra? Ærter er en af de ældste afgrøder, som findes. De har været dyrket i titusinder af år og stammer sandsynligvis fra Mellemøsten og Asien. Oprindeligt dyrkede man skalærter, som efterfølgende blev tørret.
I 1600-tallet blev de grønne ærter, som vi kender i dag, almindelige at dyrke på vore breddegrader. I dag dyrkes der grønne ærter over hele verden. De største producenter er USA og Storbritannien. Her i Danmark dyrkes der grønne ærter: De fleste til frost og konserves. Det kølige sommerklima her i Skandinavien er ideelt til ærtedyrkning.
Ærter egner sig som tilbehør til stort set alle kød-, fiske- og vegetarretter, lige fra wienerschnitzel til æggekage, i kalvefrikasséen eller til stegt skrubbe med persillesovs.
Som nævnt spiser vi de fleste ærter fra frossen tilstand. Frosne ærter kan hældes direkte i en suppe, gryderet, ovnret, pastaret eller lignende og varmes op. Eller ærterne kan få et kort opkog i vand og er klar til servering efter få minutters opvarmning.
I sæsonen er det hyggeligt at sidde og bælge de grønne ærter og spise dem friske som en snack. Men Fødevarestyrelsen anbefaler, at importerede sukkerærter og slikærter får et kort opkog, før man spiser dem. Det skyldes, at der i de senere år har været en del tilfælde, hvor importeret frugt og grønt, blandt andet slikærter fra Kenya, har været forurenet med bakterier eller virus, som har gjort folk syge.
Hvornår sår man ærter? Ærter er nemme at dyrke i køkkenhaven, så har man den mulighed, kan det anbefales at så nogle ærter i april måned, for så at kunne høste dem i juni-juli.
Ærteplanter bliver ret høje – helt op til to meter, afhængig af sorten. De skal have et lodret trådhegn eller et stakit at vokse opad. Planterne danner nogle fangtråde, så de kan hæfte sig fast til hegnet.
Ærter er sunde. De har et relativt højt energiindhold, som stammer fra protein og kulhydrat. Desuden indeholder de masser af kostfibre, vitaminer og mineraler.