Julegrødsboller

1 time 15 min
Fryseegnet
Julegrødsboller

Julegrødsboller - nemme, lækre og lynhurtige at bikse sammen. Rester af risengrød er genialt at bruge i din bolledej, men andre grødrester kan også bruges. Her har vi udviklet en variant, hvor du også kan få brugt resterne af dine julegodter. Så tøm skabet og bag skønne juleboller, som både dufter og smager af jul. Dejen til julegrødsboller er hurtig at røre sammen - og kan hæve enten natten over i køleskabet eller blot et par timer på køkkenbordet.

Ingredienser

3 dl Lunken vand
1 dl Yoghurt naturel, græsk yoghurt, skyr eller tilsvarende
20 g Gær
1 spsk Flydende honning
150 g Kold risengrød
450 g Hvedemel (ca. 7 dl)
250 g Blandede julegodter, fx fyldt eller mørk chokolade, marcipan, tørret frugt, fx dadler, svesker, ananas, pomerans eller rosiner
½ Appelsin (usprøjtet) - fintrevet skal heraf
1½ tsk Groft salt

Drys

1 Sammenpisket æg til pensling
2 spsk Perlesukker
2 tsk Stødt kanel

Sådan gør du

  • Kom vand, yoghurt, gær og risengrød i en stor skål. Rør til gæren er opløst og tilsæt mel, blandede julegodter og salt. Rør dejen godt sammen med en ske - dejen skal være fugtig.
  • Dæk skålen med husholdningsfilm eller et låg. Stil dejen til hævning - enten i køleskabet natten over eller på køkkenbordet i 1½ time.
  • Tænd ovnen og sæt en bageplade til opvarmning i ovnen.
  • Tag den varme bageplade ud af ovnen og læg bagepapir herpå. Sæt 10-12 klumper af dej på pladen - brug en ske, som du dypper i koldt vand mellem hver bolle.
  • Pensl bollerne med sammenpisket æg og drys med sukker og kanel. Sæt straks pladen i ovnen og bag bollerne til de er gyldne og gennembagte i 18-20 min. ved 250° - traditionel ovn.
  • Træk de varme julegrødsboller over på en bagerist og lad dem køle af.

Hvis du koldhæver bollerne, kan du sagtens sætte gærmængden ned til 10 g.

For ekstra sprøde boller: Smid ca. 1 dl koldt vand ind i bunden af den varme ovn samtidig med, at du sætter bagepladen med grødbollerne ind. Luk straks ovnlågen, så dampen bliver i ovnen. Bollerne bliver ekstra sprøde af dampen, så sørg for at holde ovnlågen lukket under hele bagningen. Du kan også stille en bradepande i bunden af ovnen, når du tænder den - og smide det kolde vand heri i stedet for i bunden af ovnen.

Grødboller er geniale at bage, hvis du har en rest grød i overskud. Og det har man ofte, hvis man skraber gryden... Hvis du ikke har en rest grød, så kog en lille portion havregrød bestående af 1 dl vand, 1 dl mælk og 1 dl havregryn. Så får du en portion grød, som passer til denne opskrift på grødboller.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

14146 kJ / 3381 kcal

Næringsindhold pr. 100g

965 kJ / 231 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,5 g
Protein: 8,5 % 4,8 g
Kulhydrat: 67,2 % 38,2 g
Fedt: 24,3 % 6,3 g
Relateret video Grødboller

https://www.arla.dk/opskrifter/julegrodsboller/