Granolamuffins

Fryseegnet
Granolamuffins

Granola - eller ristet mysli - er uundværlig på morgenbordet. Her får du den i nye klæder. Granolaen omkranser denne bløde morgenmadsmuffin og giver den et knasende ydre. I midten giver skyr, revet æble og kardemomme en blød og svampet krumme, som gør den himmelsk at bide i. Opskriften giver lidt mere granola, end du skal bruge, så det kan du gemme til en smoothiebowl.

Ingredienser

Granola

4 dl Grovvalsede havregryn
2 dl Grofthakkede mandler
2 dl Hel boghvede
3 spsk Honning
1½ spsk Rapsolie

Granolamuffins

200 g Hvedemel
100 g Speltmel
2 tsk Bagepulver
1 tsk Stødt kardemomme
½ tsk Fint salt
2 Æg
2 dl Skyr naturel
2 Groftrevne æbler (ca. 250 g)
1 Æble i små tern (ca. 125 g)

Sådan gør du

Granola

  • Tænd ovnen. Fordel havregryn, mandler og boghvede på en plade beklædt med bagepapir.
  • Fordel honning og olie over og rist blandingen i ovnen i ca. 15 min. ved 175° - traditionel ovn.. Granolaen er færdig, når den er gylden.
  • Lad den køle af til du skal bage granolamuffins.

Granolamuffins

  • Bland alle tørre ingredienser i en skål.
  • Pisk æg, skyr og revet æble med en håndmixer i en anden skål. Det skal bare hænge sammen.
  • Tilsæt de tørre ingredienser lidt ad gangen og pisk fortsat med håndmixeren. Tilsæt til sidst æblet i små tern. Dejen skal være lidt fugtig.
  • Dyp to spiseskeer i vand og form 12 boller (ca.1 dl dej pr. muffin), vend dem i granolaen og sæt dem i muffinsforme - gerne i en muffinbageplade.
  • Bag granolamuffins midt i ovnen i ca. 30 min ved 175° - traditionel ovn.

Du kan lave granola på forhånd og opbevare den i en lufttæt beholder.

Granola kan varieres på mange måder - prøv dig frem med de nødder og kerner, du har. Du kan også tilføje tørret frugt, når granolaen er kølet af.

Granolamuffins kan fryses. Tø dem op på køkkenbordet og spis dem, når de er optøede. De kan også lunes i ovnen.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

15044 kJ / 3596 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1007 kJ / 241 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 4,7 g
Protein: 14,2 % 8,4 g
Kulhydrat: 56 % 33,2 g
Fedt: 29,8 % 8,1 g
https://www.arla.dk/opskrifter/granolamuffins/