Falafler - af kikærter fra dåse

30 min
Fryseegnet
Falafler - af kikærter fra dåse

Lækre falafler - dem skal du da lave selv! Her er det nemt, fordi kikærterne kommer fra dåse, så du kan lave dem på de dage, hvor det skal gå hurtigt. Falaflerne er sprøde og smagfulde, og krydderurter samt de varme krydderier gør dem aromatiske og virkelig lækre. Falaflerne er milde i smagen, men de kan altid spices op med chili eller mere cayennepeber. De kan steges i både pande, æbleskivepande og i en airfryer, og kan serveres med fx tabouleh, creme fraichedressing og hummus.

Ingredienser

1 dåse Kikærter i lage (ca. 400 g)
5 stilke Bredbladet persille
1 Knust fed hvidløg
1 Lille løg i grove stykker
1½ spsk Hvedemel
¾ tsk Groft salt
½ tsk Bagepulver
1½ tsk Stødt koriander
1 tsk Stødt spidskommen
¼ tsk Cayennepeber
1 tsk Fintrevet citronskal (usprøjtet)

3 dl Smagsneutral olie - til stegning

Sådan gør du

  • Sigt lagen fra kikærterne og skyl dem i en sigte.
  • Kør kikærter, persille, hvidløg og løg i en foodprocessor i ca. 15 sek. til en grov fars. Brug "pulse" funktionen, så du kan følge med undervejs. Farsen skal være finthakket, men ikke køres til mos. Kom den i en skål og rør den sammen med resten af ingredienserne.
  • Gør hænderne våde og form farsen til ca. 15 kugler.
  • Kom olien i en sauterpande - der skal være ca. 2 cm olie i panden - og varm den op til 180°. Er olien ikke varm nok, falder falaflerne fra hinanden.
  • Steg falaflerne i ca. 10 min. - eller til de er sprøde og gyldne. Vend dem nogle gange undervejs.

Server falaflerne med fx hummus og tabouleh eller i pitabrød med salat og cremefrichedressing.

Hvis du ikke har et termometer, kan du lave "tandstik" prøven. Stik en træpind eller trægrydeske i olien, hvis olien bevæger sig omkring pinden, er olien varm nok. Hvis olien begynder at ryge, er den for varm - og panden skal trækkes væk fra varmen! Falaflerne kan steges i en æbleskivepande med ca. 1 spsk olie i hvert rum. Du kan også stege dem i en airfryer. Spray dem med Lurpak Spray og steg dem ca. 15 min. ved 200° - husk at ryste dem lidt undervejs!

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

5156 kJ / 1232 kcal

Næringsindhold pr. 100g

826 kJ / 197 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 4,3 g
Protein: 7,8 % 3,8 g
Kulhydrat: 23,7 % 11,5 g
Fedt: 68,5 % 15,3 g
https://www.arla.dk/opskrifter/falafler---af-kikarter-fra-dase/