Confiterede andelår

15 timer
Arbejdstid: 30 min
Confiterede andelår

Confiteret and - eller confit de carnard, som opskriften hedder på fransk - er smørmørt andekød, der konserveres i 1 døgn. I vores opskrift på confiteret and skal der kræses om andelårene - og gerne over 2 dage. Til gengæld får du de saftigste andelår - helt oplagt til julemiddagen eller som rester til en andeburger.

Ingredienser

Confiterede andelår

8 Andelår
2 spsk Groft salt
Friskkværnet peber
1 spsk Grofthakket frisk timian
1 spsk Grofthakket frisk rosmarin
1½ kg Andefedt
2 tsk Flagesalt

Sådan gør du

Confiterede andelår

  • Gnid andelårene med salt, peber, timian og rosmarin og stil dem tildækkede på køl i 1-2 døgn.
  • Kom andelårene i et ovnfast fad, så de ligger så tæt, at andefedtet kan dække lårene.
  • Fordel andefedtet over lårene og steg dem midt i ovnen ca. 3 ½ time ved 120° - eller til andelårene er helt møre.
  • Tag andelårene op af fedtet og sæt dem på køl til servering - de kan holde sig i flere dage.
  • Sigt fedtet og gem det på køl eller i fryseren til andre retter (se tip).

Ved servering

  • Læg andelårene i en bradepande og grill andelårene øverst i ovnen til de får en gylden brun farve og et sprødt skind.
  • Drys andelårene med flagesalt og pynt evt. med lidt frisk timian og rosmarin.
  • Server dine confiterede andelår, fx sammen med en sprød salat.

Hvis du confiterer flere andelår end der står i opskriften, behøver du ikke nødvendigvis købe ekstra andefedt, men lårene skal være næsten dækkede af fedt. Hvis andefedtet ikke dækker andelårene helt, er det en god idé at vende dem undervejs.

Det er en god idé at sigte det brugte og stadig flydende andefedt og opbevare det på køl. Brug det som stegefedt til en ny portion andelår - eller noget helt andet, fx rødkål, frikadeller eller andet kød. Du kan også fryse det til senere brug, så bliver det ikke harsk.

Hvis de confiterede andelår er HELT dækket af fedt, holder de sig flere uger i køleskabet. Du kan også fryse de confiterede andelår (med det fedt, der hænger ved).

Confit de Canard er en fransk ret fra Gascogne. "Confire" er fransk for "at konservere" og beskriver altså konserverings- og tilberedningsmetoden.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

94720 kJ / 22639 kcal

Næringsindhold pr. 100g

2400 kJ / 574 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0 g
Protein: 5 % 7 g
Kulhydrat: 0 % 0 g
Fedt: 95 % 61,7 g
https://www.arla.dk/opskrifter/confiterede-andelar/