16,4 milliarder kroner til bæredygtighedstiltag: Fra i dag udbetales millioner til Arla-landmænd for at motivere til klimainitiativer
- Læs tid
- 5 min
- Publiceret
- 14 august 2023
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla udbetaler nu for første gang et månedligt tillæg til landmændenes mælkepris, der belønner klimahandling og arbejdet med bæredygtighed på gårdene ved hjælp af et datadrevet og videnskabsbaseret pointsystem. Landmændene har indført flere tiltag end forudset, og baseret på det nuværende niveau står Arla til at udbetale 16,4 milliarder kroner til og med udgangen af 2030 til bæredygtighedsaktiviteter på gårdene. Arla har dog øremærket et større beløb, da det forventes, at andelshaverne hæver barren betydeligt.
De mest klimaeffektive Arla-landmænd vil fra i dag få en højere pris for deres mælk.
Sidste år præsenterede Arla sin nye banebrydende tillægsmodel, som belønner landmændenes klima- og miljøforbedrende initiativer. Og i dag begynder Arlas månedlige udbetaling af det nye tillæg.
Med andre ord får de landmænd, der gør mest for klima og miljø, den højeste pris for deres mælk. Samtidig er forbrugerne sikret, at en del af den pris, de betaler for Arlas produkter, er med til at belønne og motivere en hurtigere omstilling til mere bæredygtig mælkeproduktion.
Arla har på årsbasis øremærket op til 3,7 milliarder kroner til at belønne og motivere landmænd, hvoraf 2.2 milliarder kroner nu er aktiveret. Tillæggets størrelse afhænger af de enkelte landmænds indsats målt i point. Baseret på den nuværende pointscore vil Arla indtil udgangen af 2030 betale mindst 16,4 milliarder kroner for bæredygtighedsaktiviteter på gården. Beløbet forventes at stige i takt med, at landmændene, motiveret af tillægget, foretager yderligere klimaforbedringer.
For Arlas CEO, Peder Tuborgh, er det derfor en mærkedag:
”Jeg har glædet mig. Tillægget er et stort skridt i retning af, at økonomi og klima hænger sammen for landmændene. Arlas unikke pointsystem gør det muligt for os at belønne vores ejere, så de får et bidrag til deres store investeringer i bæredygtighed. Samtidig styrker vi landmændenes motivation til at implementere de initiativer, der er nødvendige for, at Arlas landmænd kan nå sine ambitiøse klimamål for 2030,” siger Peder Tuborgh.
Landmændene overgår forventningerne
Alene i 2022 reducerede Arlas landmænd på tværs af syv lande deres CO2e-udledning fra mælken med mere end to procent. Det viser data fra Arlas klimatjek ude på gårdene. Det er blandt andet sket, fordi landmændene har produceret og brugt foder mere effektivt, brugt mindre gødning, mindre forbrug af energi, mere forbrug af grøn strøm med mere.
Da Arla lancerede tillægsmodellen, forventede mejeriselskabet, at landmændene ville opnå gennemsnitligt 39 point ud af 80 mulige i det nye pointsystem. Den første opgørelse viser, at den gennemsnitlige landmand har opnået 48 point baseret på de tiltag, der er registreret ved udgangen af juni 2023.
De 48 point betyder, at Arla til sine andelshavere på tværs af syv lande i gennemsnit udbetaler 1,44 eurocent per kilo mælk gennem bæredygtighedstillægget. Hertil lægges yderligere 1 eurocent per kilo mælk for det årlige klimatjek, som er et krav for at kunne få del i tillægget. Samlet set svarer de to beløb for en gennemsnitlig dansk mælkeproducent til omkring 400.000 kroner om året.
”Vores ejere arbejder målrettet med at reducere udledningerne på gårdniveau. Der er stor opbakning i vores andelsselskab til at vise vores kunder og omverden, at vi Arla landmænd kan producere mælk med stadig mindre belastning af klima og natur. Det er en stor opgave for den enkelte landmand, men rigtig mange er godt på vej, og i fællesskab kan vi motivere hinanden, blandt andet med en økonomisk håndsrækning i form af vores nye tillæg. Jeg er spændt på at se niveauet fremadrettet, for med det store engagement kan vi rykke os rigtig langt på kort tid,” siger Jan Toft Nørgaard, som er formand for Arla Foods bestyrelse.
Det månedlige tillæg opdateres fremadrettet kvartalsvis, og det samlede årlige beløb afhænger af, om landmændene holder niveauet af bæredygtighedsinitiativer på gårdene samt den totale mælkemængde i Arla.
Data og videnskabelig tilgang sikrer reel forskel
Tillægsmodellen er udarbejdet i tæt samarbejde med Arlas landmandsbestyrelse og med bred involvering af Arlas 8.500 andelshavere. Med afsæt i de tiltag, som kan gøre den største forskel, er der udviklet et system med 19 pointgivende indsatsområder såsom foder, gødning, proteineffektivitet, vedvarende energi og arealanvendelse. Pointsystemet bruges til at belønne Arla-landmændenes arbejde med bæredygtighed, og i første omgang er 80 point tilgængelige.
Belønningsmodellen bygger blandt andet på data opnået fra klimatjek siden 2019 og afspejler Arlas videnskabsbaserede plan for at nå sine reduktionsmål, som opfylder Science Based Targets Initiatives (SBTi) kriterier for ambitiøse værdikædemål. Ifølge Peder Tuborgh er dette af afgørende betydning:
”Det er en helt grundlæggende præmis for vores tillægsmodel, at den er datadrevet og baseret på videnskab. Vi ønsker at motivere aktiviteter, der gør en reel forskel for klima og miljø. Det har både vores ejere og omverdenen krav på,” siger Peder Tuborgh.
Arla har et overordnet mål om at reducere CO2e-udledningen med 30 procent i 2030 og hurtigere i nogle lande. Arla stræber efter at være klimaneutral i 2050.
Fakta: Arlas tillægsmodel for bæredygtighed
- Arla har øremærket op til 3,7 milliarder om året til og med 2030 til at belønne klimatiltag på Arla-gårdene gennem et nyt pointbaseret tillæg til den månedlige mælkepris.
Baseret på første udbetaling i august 2023, er cirka 2,2 milliarder kroner på årsbasis aktiveret, hvilket betyder, at Arla i de 7,5 år frem til udgangen af 2030 vil betale i alt mindst 16,4 milliarder kroner for bæredygtighedsaktiviteter på gården i det nuværende niveau - et beløb, der forventes at stige i takt med, at Arla-landmændene foretager yderligere forbedringer. - Landmændene optjener point baseret på deres tiltag inden for klima og miljø. For hvert point landmændene optjener, vil de modtage 0,03 eurocent pr. kilo mælk ud over den ene eurocent, som indsendelse af Klimatjek-data allerede udløser. Mælkeprisen kommer dermed til at afhænge af, hvilke klima- og miljøtiltag, der gennemføres på gårdene.
- I første omgang er 80 point tilgængelige, og det forventes, at der vil blive tilføjet yderligere point i de kommende år, efterhånden som ny videnskabeligt baseret viden og teknologi bliver tilgængelig.
- Tillægget udbetales månedligt og justeres kvartalsvis. Den første udbetaling sker den 14. august 2023 baseret på landmændenes registrerede og dokumenterede tiltag per 30. juni 2023. Fremadrettet vil de løbende kunne registrere nye aktiviteter, som kan udløse flere point i det efterfølgende kvartal. Hvert år efter det årlige klimatjek vil de nye data herfra også indgå i en opdateret pointberegning.
- Baseret på de indberettede data er gennemsnittet ved den første udbetaling 48 point, svarende til 1.44 eurocent + 1 eurocent for klimatjek, hvilket er en forudsætning for at modtagebæredygtighedstillægget. For en gennemsnitlig dansk Arla-landmand med en årlig produktion på 2,2 millioner kg mælk svarer det samlet set til 400.000 kroner årligt.
- Fra 2021 til 2022 er Arlas samlede CO2e-udledning per kilo mælk reduceret med 2,4 procent. Dette skyldtes en kombination af forbedringer som mindre brug af gødning, en mere effektiv produktion og anvendelse af foder, bedre håndtering af gødning, mindre brændstof- og energiforbrug mm.
- Modellen er en del af Arlas Scope 3-mål om at reducere CO2e-udledningen med 30 procent inden udgangen af 2030. Du kan læse mere om Arlas klimamål her.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.