Danskernes madvaner anno 2020: Pasta med kødsovs er stadig danskernes yndlingsret – men de unge introducerer nye madvaner
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 19 november 2020
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Pasta med kødsovs, stegt kylling, lasagne og frikadeller. Disse retter ligger i toppen over danskernes favoritretter. Det viser en undersøgelse fra Karolines Køkken. Samtidig afslører tallene, at der er ændringer på vej i danskernes madvaner. Mens gamle klassikere som hakkebøffer, stegt flæsk og karbonader er populære i aldersgruppen +56 år, er de unge i stedet vilde med pizza og tortillas.
Hvert år tager Karolines Køkken en status på danskernes madvaner. Og igen i år er det klassikerne, der ligger i top. Hele seks ud af ti danskere svarer i en befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Karolines Køkken, at de ofte laver pasta med kødsovs til aftensmad, mens 57 procent ofte spiser stegt kylling. De næste hverdagsfavoritter på listen er lasagne og frikadeller, som 49 procent af danskerne spiser til aftensmad med jævne mellemrum.
”Det er ikke overraskende, at pasta med kødsovs er årets hverdagsfavorit. Den simple, italienske ret har faktisk ligget i toppen over danskernes yndlingsretter de seneste 5 år. Det kan skyldes, at pasta med kødsovs er en hurtig og simpel ret at lave, som ikke kræver det store indkøb,” siger Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken.
Pasta med kødsovs, frikadeller, kylling og lasagne har været blandt danskernes favoritter de sidste mange år. Men selvom vi er glade for rutiner, ser det nu ud til, at de unge begynder at rykke på sine madvaner.
Er stegt flæsk med persillesovs også de unges nationalret?
I Karolines Køkkens befolkningsundersøgelse svarer 48 procent af de +56-årige, at de med jævne mellemrum spiser karbonader til aftensmad, mens det kun gør sig gældende for 14 procent af de unge i alderen 18 til 35 år. Den samme tendens ses ved hakkebøffen, som hele 56 procent i den ældre kategori er glade for at spise til hverdag, men som kun 19 procent af de unge kaster sig over ved fyraften.
I stedet tyr de unge danskere til favoritter som pizza og tortillas. 45 procent af de unge spiser jævnligt pizza til aftensmad, mens det til sammenligning kun gælder for 24 procent i gruppen +56 år. På samme måde spiser hele 45 procent af de unge tortillas til aftensmad, mens kun 15 procent i den modne aldersgruppe, er glade for den mexicanske ret. Ifølge Tove Færch kan det blandt andet skyldes, at de unge bevæger sig væk fra de kødbaserede retter.
”Det er mange, markante forskelle i generationernes madvaner, og det er interessant at se, hvordan den yngre generation bevæger sig væk fra de klassiske, danske retter. En af årsagerne kan være, at de unge ikke har lært at mestre de traditionelle retter og dermed ikke føler, at de har kompetencerne til at matche deres forældre og bedsteforældres kogekunst. Men det kan også skyldes, at mange unge går op i at spise mere grønt og mindre kød af hensyn til klimaet. Og i den sammenhæng er madpandekager og pizza nogle af de retter, der er nemme at lave uden kød,” siger Tove Færch og fortsætter:
”En af de største generationsforskelle i undersøgelsen findes ved stegt flæsk med persillesovs. Mens fire ud af ti i den modne aldersgruppe er vilde med den danske favorit, er det kun ni procent af de unge, der spiser det til aftensmad. Det tegner et billede af, at der er ved at ske en udvikling i danskernes madvaner, og det er meget spændende at se, hvad danskernes favoritter er om bare få år. Spørgsmålet er, om stegt flæsk også er de unges nationalret?”, slutter Tove Færch.
Fakta om Karolines Køkkens befolkningsundersøgelse
Befolkningsundersøgelsen baserer sig på cirka 2.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Epinions Danmarks panel i perioden 7. februar - 28 februar 2020. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariabler er sikret ved efterfølgende vægtning.
Nøgletal fra undersøgelsen:
- De hverdagsretter, som danskerne oftest laver, er:
- Pasta med kødsovs (59 procent)
- Stegt kylling (57 procent)
- Lasagne (49 procent)
- Frikadeller (49 procent)
- Salat (49 procent)
- Forskelle i hverdagsfavoritter fordelt på aldersgrupper:
- Pizza:
- 18-35 år: 45 procent
- 36-55 år: 48 procent
- 56+ år: 24 procent
- Hakkebøf:
- 18-35 år: 19 procent
- 36-55 år: 42 procent
- 56+ år: 56 procent
- Tortillas/madpandekager:
- 18-35 år: 45 procent
- 36-55 år: 43 procent
- 56+ år: 15 procent
- Krebinetter/karbonader:
- 18-35 år: 14 procent
- 36-55 år: 31 procent
- 56+ år: 48 procent
- Stegt flæsk med persillesovs:
- 18-35 år: 9 procent
- 36-55 år: 24 procent
- 56+ år: 39 procent
- Pizza:
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.