Jordbærsæsonen får flødesalget i vejret

Læs tid
2 min
Jordbærsæsonen får flødesalget i vejret
Publiceret
11 juli 2017
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Sommeren er over os, og det betyder, at sæsonen for danske jordbær er i fuld gang. Og særligt én ingrediens storhitter, når vi skal servere de røde bær; nemlig piskefløden. De danske jordbær får danskerne til at hive litervis af piskefløde ned i indkøbskurven i sommermånederne, viser tal fra Karolines Køkken.

Solmodne jordbær rimer på dansk sommer. I år har de eftertragtede danske jordbær måtte vente på sig på grund af et koldt efterår og nattefrost helt hen i april. Men nu er højsæsonen for danske jordbær langt om længe over os. Det betyder, at mange danskere netop nu forsøder tilværelsen med sommerklassikeren jordbær med fløde.

Det kan mærkes i de danske supermarkeder, hvor der langes store mængder piskefløde over disken i disse dage. Fra midt juni til midt juli sidste år, mens danske jordbær var i højsæson, steg flødesalget med 12 procent sammenlignet med de to foregående måneder. Sidste år blev der solgt mere end tre millioner halvliters piskefløde i supermarkederne fra 19 juni til 15 juli. Det svarer til, at hver dansker – ung som gammel – i gennemsnit indtager lidt over en kvart liter piskefløde i denne periode.

”Jordbær med fløde er en favorit blandt danskerne. Især de danske jordbær, som har en helt særlig sødme og friskhed. Når de danske jordbær er i sæson, stiger flødesalget derfor med sikkerhed i landets supermarkeder. Og faktisk er vores forbrug af fløde bestemt af højtider og sæson. Salget af piskefløde stiger tre tidspunkter på året: i julen, påsken og om sommeren, når de danske jordbær er i sæson,” siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken gennem 23 år.

Sommerklassikeren giver mulighed for variation
Selvom den enkle servering af jordbær med fløde er populær blandt danskerne, kan de danske jordbær også bruges i andre velsmagende sommerdesserter, påpeger Tove Færch:

”Den folkekære dessert kan sagtens serveres i andre smagfulde variationer. Eksempelvis kan du marinere de friske jordbær med sukker, limesaft og timian og servere dem sammen med en simpel råcreme. Du kan også anvende jordbærrene i en forfriskende jordbærkoldskål, som let kan gå hen og blive et desserthit til de lune sommeraftener på terrassen,” siger Tove Færch og fortsætter:

”Jordbær kan også bruges til meget andet end dessert. Brug de solmodne jordbær på en rugbrødsmad og i en grøn sommersalat. Server din salat med mormordressing, hvor du pisker fløde, citronsaft og sukker let sammen. Det smager fantastisk. Med den friske sødme og den flotte røde farve er jordbær perfekte til at pifte sommermaden lidt op.”

Jordbær er ikke bare en spise, men kan også give anledning til en familieaktivitet:

”Danske jordbær har det med at smage ekstra godt, hvis du selv har været ude at plukke dem. Tag dine børn i hånden og find en pluk-selv-mark. Så har du også en god sommeraktivitet, der med sikkerhed er et hit blandt de yngste,” slutter Tove Færch.

Få mere inspiration til, hvordan du får mest ud af sommerens danske jordbær her, hvor Karolines Køkken har samlet en masse lækre opskrifter med jordbær. Eller prøv en af disse fem sommerdesserter med jordbær: Jordbær-mazarintærte, jordbærmousse, jordbærkage, jordbærsalat eller jordbærkoldskål.

Fakta om salget af piskefløde i jordbærsæsonen:

  • Fra midt juni til midt juli i 2016, mens danske jordbær var i højsæson, steg flødesalget med 12 procent sammenlignet med de to foregående måneder. Det samme billede gør sig gældende fra tidligere år.
  • I 2016 blev der solgt 3.072.000 halvliters piskefløde i supermarkederne i perioden 19 juni til 15 juli. Det gennemsnitlige flødesalg per uge var 384.000 liter fløde.
  • Danskernes forbrug af piskefløde fra midt juni til midt juli svarer til, at hver dansker i gennemsnit indtager 0,27 liter piskefløde – eller lidt over en kvart liter.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663