Halvårsregnskab: Robusthed i en tid med prispres

Læs tid
3 min
Halvårsregnskab: Robusthed i en tid med prispres
Publiceret
03 september 2012
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Vækst og effektiviseringer gik hånd i hånd i første halvår 2012. Store aftaler banede vejen for afgørende gennembrud for Arla i Tyskland, Storbritannien og Kina, mens tidligere fusioner og tilkøb gjorde det muligt for Arla at effektivisere koncernens organisation. En stor stigning i den globale produktion af mælk skabte samtidig et markant pres på indtjeningen og dermed mælkeprisen.

I årets første seks måneder nåede Arla en omsætning på knap 30 mia. DKK (mod 27 mia. DKK i første halvår 2011). Væksten på 12 procent i omsætningen er skabt af en kombination af organisk vækst på kerne- og vækstmarkeder samt realiserede fusioner og opkøb i bl.a. Sverige og Tyskland.

Det centrale økonomiske mål i Arla er mælkeprisen til andelshaverne, og den er under pres. Resultatet for første halvår er på niveau med forventningerne, men Arlaindtjeningen for halvåret på 2,64 DKK pr. kg. er under sidste års halvårsniveau på 2,74 DKK pr. kg. mælk.

”Vi forventer at nå vores planlagte årsresultat på 3 procent af omsætningen svarende til 1,8 mia. kroner, men mælkeprisen til andelshaverne er ikke, som vi ønsker den. Industrimarkederne har udviklet sig mere negativt end forudset. Primært på grund af en uventet forøget mælkeproduktion i verden, der presser prisen og dermed indtjeningen på vores salg af råvarer til industrien og på den globale E-auktion, hvilket rammer en fjerdedel af vores mælk,” siger Arlas koncernøkonomidirektør Frederik Lotz.

**Vækst uden for Europa **
Selvom den generelle tendens blandt især europæiske forbrugere på Arlas kernemarkeder har været at købe billigere produkter, så har Arlas tre globale varemærker – Arla®, Castello®, og Lurpak® – alle haft fremgang. I Tyskland har Arla Kærgården® eksempelvis igen vist tocifrede vækstrater og sælges efterhånden i alle store dagligvarekæder. Og på globalt niveau fortsætter Arla med at øge salget af Lurpak®, som voksede med 13 procent i første halvår.

Generelt set har halvåret vist en fornuftig organisk vækst i omsætningen på 2,8 procent trods de hårde markedsforhold på Arlas største markeder. Især Arlas strategiske vækstmarkeder viser mærkbar fremgang i salget. I regionen Mellemøsten & Nordafrika har Arla øget omsætningen med 20 procent, mens væksten er 40 procent i Rusland. Der er også tocifrede vækstrater at finde hos datterselskabet Arla Foods Ingredients (AFI), som fremstiller vallebaserede ingredienser til fødevareindustrien. AFI øgede omsætningen med 14 procent.

”Vi ser en klar positiv udvikling i lønsomheden på vækstmarkederne. Selvom vi fortsat holder fokus på de europæiske kernemarkeder, kommer Arla fremadrettet til at øge aktiviteterne uden for Europa og bevæge os derud, hvor væksten er og hvor efterspørgslen på mejerivarer stiger kraftigt. På kernemarkederne ser vi frem til de nye muligheder og salgskanaler, som de forestående fusioner i Tyskland og Storbritannien vil skabe. Overordnet set har vi skabt en markant toplinjevækst i første halvår, som i de kommende år vil give Arla nye muligheder for at øge bundlinjen,” siger adm. direktør Peder Tuborgh

**Gennembrud i Storbritannien, Tyskland og Kina **
I løbet af første halvår indgik Arla en strategisk vigtig aftale med Kinas største fødevarevirksomhed COFCO om et medejerskab af landets største mejeriselskab, Mengniu Dairy Group. Derudover indgik Arla to store fusionsaftaler i Europa, med henholdsvis Milk Link i Storbritannien og MUH i Tyskland.

”De to fusioner vil fundamentalt styrke Arla. Vi bliver et stærkt mejeriselskab, som opererer i et globalt marked. Hvis aftalerne godkendes af konkurrencemyndighederne, vil de øge omsætningen med ca. 11 milliarder kroner på årsbasis. I dette regnskabsår forventes fusionerne at bidrage med ca. 2 milliarder kroner til omsætningen,” siger Frederik Lotz.

**Forventninger til helåret **
Den forventede omsætning i 2012 er ca. 60 mia. DKK uden fusioner. Inklusiv fusioner forventes omsætningen at lande på omkring 62 mia. DKK i 2012 (den samlede omsætning i 2011 var på 55 mia. DKK) alt efter hvornår fusionerne med MUH og Milk Link godkendes af konkurrencemyndighederne.

Arla forventer, at priserne på det globale industrimarked og dermed Arlas indtjening forbedres i sidste halvår. Dertil vil en række af de effektiviseringstiltag, som blev iværksat i første halvår, betyde at koncernens omkostninger falder løbende fra slutningen af året og ind i 2013. Årets resultat forventes derfor at blive de planlagte 3 procent af omsætningen, svarende til 1,8 mia. DKK.

”Selvom vi forventer at nå det planlagte resultat for helåret 2012, kan vi se, at det bliver svært at nå samme niveau for Arlaindtjeningen som i 2011. Vores forventning til andet halvår i et turbulent marked er at nå en Arlaindtjening, der stiger i forhold til første halvår, men desværre stadig ender lidt under indtjeningen pr. kg. mælk for 2011,” siger Frederik Lotz.

I Arlas netop offentliggjorte halvårsregnskab kan du bl.a. læse mere om udviklingen i Arlas overordnede forretning samt om første halvår på Arlas kernemarkeder i Storbritannien, Sverige, Danmark, Tyskland, Holland og Finland samt de internationale vækstmarkeder.

Klik her for at læse Arlas halvårsregnskab 2012

**Nøgletal: **

  • Omsætning: 29,9 mia. DKK
  • Arlaindtjening pr. kg. andelshavermælk: 2,64 DKK (2,74 DKK i 2011-halvår, 2,37 DKK i 2010-halvår)
  • Resultat: 513 mio. DKK
  • Organisk vækst: 2,8%

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663