Svenskernes yndlingsost kommer til Danmark
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 26 februar 2007
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
I begyndelsen af marts vil to varianter af svenske kvalitetsoste under mærket Kvibille være at finde i danske kølediske.
Lanceringen er en direkte konsekvens af, at Arla har samlet sine forskellige skandinaviske afdelinger for udvikling, salg og markedsføring i én organisation for hele Norden. Som et led i den fællesnordiske strategi og som følge af forbrugernes interesse for kvalitetsfødevarer lanceres den svenske favoritost Kvibille nu i Danmark. Osten lanceres i marts i to varianter: Kvibille Herrgård og Kvibille Präst.
Ifølge Rolf Bonde Petersen, der er chef for forretningsområdet gul ost i den nye organisation, Consumer Nordic, er de Kvibille-oste, der nu kommer til Danmark, nogle af de fornemmeste repræsentanter for den svenske ostetradition. Han mener, at timingen er helt perfekt i forhold til forbrugernes ønsker.
"Vi ser en stigende efterspørgsel efter kvalitetsfødevarer, samtidig med at det nordiske køkken vinder frem som en stærk trend indenfor madlavning, hvor topkokkene dyrker de nordiske traditioner og de nordiske råvarer. Her står vi utrolig godt med vores sortiment og med rødder i både Danmark og Sverige," siger han.
"Når det gælder hverdagsoste, så har danskerne en rodfæstet tradition for at spise oste af danbo-typen, mens svenskerne spiser flere forskellige ostetyper, som generelt er lidt mildere i smagen end danske oste. Når det gælder oste til weekenden og til fest, så vil alle gerne prøve noget nyt og eksotisk. Det kan man blandt andet se på salget af udenlandske oste, der for tiden vokser med omkring 30 procent om året," siger Rolf Bonde Petersen.
På samme måde som danskerne nu introduceres for de svenske kvalitetsoste, vil nogle af de bedste danske produkter senere blive introduceret i Sverige.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.