Mælkeemballage

Mælk i karton

Umiddelbart lyder en "papirpose" ikke som den mest smarte emballage til mælk, men det var faktisk, hvad den danske opfinder Carl Hartmann kaldte den emballage, han tog patent på i 1929. Papiret var godt nok så kraftigt, at det snarere var karton, og så var det paraffineret på indersiden for at gøre det tæt. Der var enkelte mejerier, der brugte Hartmanns "mælkepose", men det var en amerikansk version af den fra 1936 - Pure Pak gavl-top-kartonen - som de amerikanske mejerier i stor stil gik over til.

Da de danske mejerier i 50’erne begyndte at levere mælk til de amerikanske soldater i Tyskland, ville de have deres mælk i kartoner, og det fik de. Derfor kendte de danske mejerier allerede mælkekartonerne godt, da de fra midten af 60’erne begyndte at gå fra mælkeflasker til engangsemballage, og de fleste mejerier endte med at gå over til mælkekartoner.

Liberaliseringen af mælkehandelen i 1971, der betød, at forbrugerne kunne købe deres mælk andre steder end i ismejerier, betød det endelige farvel til mælkeflaskerne, og i løbet af kort tid blev stort set al mælken solgt i mælkekartoner.

Mælk i plastikposer

En orange plastikkande med en skråtskåret tud og sikkert mange liter spildt mælk. Det er, hvad mange forbrugere forbinder med mælk i plastikposer, som var den emballage, der gik forud for de velkendte mælkekartoner.

Midt i 60'erne og frem til midt i 70'erne blev mælken tappet i folielaminerede plastikposer, men emballagetypen blev aldrig en succes. Mælkeposerne var for upraktiske for forbrugeren og gik let i stykker, selvom de var dobbeltsvejsede. 

Mælk i flasker

Ved at gå over til engangsemballage kunne mejerierne få flaskevaskeren smidt ud, og det var der en del mejerier, der gjorde midt i 60’erne, da de skulle finde plads til det nye udstyr til homogenisering af mælken.  Med de mange supermarkeder og købmænd, der

 efter liberaliseringen af mælkehandelen i 1971 begyndte at handle med mælk, kunne det ikke lade sig gøre at fortsætte med returflaskesystemet, så siden 1971 har stort set al mælk været solgt i kartoner.