Der er Stones, Hitmakers og Clifters på jukeboxen, jordbærmælk i glasset, Brylcreme i håret og nappa på stolene, når tidens ungdom sætter hinanden stævne i Mælkepop’en på Axeltorv.


Året er 1964, og landets fire Mælkepop’er har lagt sig i spidsen med at vise de unge, at man skam godt kan hygge sig uden alkohol. Menukortet tæller en halv snes forskellige varianter af ”rystet” mælk med frugt og is - velegnet til et sugerør eller måske to - samt en god håndfuld fristende isanretninger.

2350KK_MaelkepopBand1_HIST

Bag projektet står Karolines Køkken®, der et par år forinden – med stor succes – testede idéen. Og ingen lægger skjul på, at det primære formål er at øge de unges interesse for mælk og mælkedrikke. Målet er imidlertid også - som det lidt snørklet står beskrevet i Mælkepop-vedtægterne: ”At give de unge mennesker et samlingssted, hvor de kan mødes under passende opsyn i omgivelser, de synes om, og hvor de kan deltage i en underholdning, der tiltaler dem”! Underholdningen begrænser sig dog for det meste dog til jukeboxens 100 singler, men ved særlige lejligheder kan man dog være heldig at møde både Johnny Reimar og Dario Campeotto.

2350KK_MaelkspopBandHermansH_HIST (1)

Sideløbende med driften af Mælkepop’erne i København, Kolding, Esbjerg og Ballerup assisterer køkkenet i Århus også med oprettelse af Mælkepop’er andre steder, bl.a. på flere kaserner, hvor de får navnet Mil-Pop’er. Og ikke overraskende er det ikke kun blandt de unge Pop’erne er populære. Også blandt forældre og politi udtrykkes der særdeles stor tilfredshed med initiativet.

Fornøjelserne varer dog ikke evigt. De fire Karoline Mælkepop’er slutter i 1966, samme år som en af de mest spillede på Pop’erne, Hermans Hermits, hitter med ”No milk Today”!