Mejerichef i brasilianske Dan-Vigor, et joint venture,
ejet 50% af Arla Foods.
Bopæl: Cruzeiro i Brasilien siden 1995.
Familie: Kæresten Simone.
Gennem sine mange år i Brasilien har Niels Andreas Brøchner oftest fejret jul på dansk manér. Men nu holder han jul sammen med sin brasilianske kæreste Simone og hendes familie, som efter brasiliansk tradition først mødes den 24. december til midnatsgudstjeneste. Først herefter samles børn og voksne til julemiddag og gaver, og mange brasilianere bruger de sene nattetimer til at aflægge julevisit hos venner og slægtninge rundt omkring i byen.
Hvilken juletradition betyder mest for dig?
”I Brasilien er der tradition for at mødes om pakkelegen ”Den hemmelige ven” op til jul. Vi holder den bl.a. på mejeriet, hvor hver enkelt på forhånd trækker navnet på en person, som han eller hun skal købe en gave til. Under selve pakkelegen skiftes man til at sige nogle pæne ting om den, man har købt gave til, og så skal de andre forsøge at gætte, hvem der en ens ”hemmelige ven”.
Hvad står menuen på juleaften?
”Da jeg i år skal fejre brasiliansk jul, formoder jeg, at menuen vil bestå af kalkun og måske en svinesteg, serveret med bl.a. en risblanding med rosiner. I Brasilien foregår julemiddagen mere afslappet end i Danmark, og man er typisk mange samlet - både tanter, onkler, fætre og kusiner”.
Er der en ret, tilbehør eller bagværk, som du særligt forbinder med jul?
”Alt det, man får til en typisk dansk julefrokost, fx sild, sylte, flæskesteg og leverpostej med rødkål, og selvfølgelig julekager som pebernødder, klejner og brunkager”.
Hvad er det mest specielle ved at være i udlandet i december måned?
”Det er nok det gode vejr. I Brasilien er der jo mindst 35 grader til jul, og det kan være lidt svært at forbinde med jul, selv om der er masser af julepynt i gader og butikker hele december måned”.
Har du en yndlingsret i det brasilianske køkken?
”Det bedste, man kan få her, er faktisk ganske almindelig hverdagsmad som oksekød, serveret med ris og bønner. Brasiliansk kød er jo en specialitet i sig selv, det smager helt fantastisk”.