Spørgsmål:
De sidste år har jeg lavet brunkagedej mindst to gange. Dejen ter sig fint, indtil jeg dagen efter tager pølserne ud af køleskabet, så kan de umuligt skæres i tynde skiver, og sådan set heller ikke i tykke. Dejen falder fuldstændig fra hinanden.
Sidste år lykkedes det tredje gang, og jeg skrev omhyggeligt op, hvad jeg gjorde. Sukker og sirup må kun smelte med margarinen - ikke koge. Melet må først kommes i når blandingen er afkølet men ikke helt kold. Pølserne pakkes ind i både folie og plastikposer.
Men i år var det galt igen. Pølserne var hårde som sten og smuldrede til noget der lignede rasp. Som ung "husmor" bagte jeg bare brunkager uden videre dikkedarer og havde ikke problemer. Jeg bruger den samme opskrift som dengang. Hvad pokker er der galt?
Opskriften er 500 g margarine, 500 g sukker, 250 g sirup, 15 g potaske, 125 g hakkede mandler, krydderier, 1 kg mel.
Litten Møgelvang, Beder
Svar:
Hej Litten,
Ja, nok er det at bage julesmåkager hyggeligt, men at skulle bage brunkager flere gange for at de lykkes, er måske også så meget igen.
Hvad der lige har bevirket at din brunkagedej smuldrer, er ikke til at sige, da det kan være flere ting, som kan bevirke at dejen smuldrer.
Jeg vil liste de ting, som kan bevirke en drilsk brunkagedej.
- Hvis der er for lidt væske i dejen.
- Der kan være for meget mel eller brugt mere sukker end sirup.
- Potasken kan være opløst i for lidt vand
Dejen kan reddes ved at ælte lidt vand i. Del dejen i mindre portioner og ælt 1 spsk. vand i af gangen indtil dejen er smidig. Det er noget som tager tid, men den eneste redning, der er.
Håber, at du får bagt nogle gode brunkager.
Med venlig hilsen
Arla Forum
Grete Møller
arlaforum@arlafoods.com